Udviklingslære

Forfatter: Oscar Hansen

År: 1902

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: København

Sider: 572

UDK: 5

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 582 Forrige Næste
241 Flodseng. Allerede før 1850 havde endvidere den danske Videnskabsmand Lund under sine Efterforskninger i Bra- siliens Knokkelhuler funden en Mængde Menneskeben sammen med forstenede Ben af Dyr som Megatheriet og Kæmpebæltedyret. Ogsaa i Nordamerika fandt man Vidnesbyrd om Menneskets Samtidighed med den uddøde Mastodont og med Mammutdyret. De ældste Spor af Mennesket træffes i Evropa i de Egne, der ikke har været dækkede af Gletsjere eller Indlandsis (Nathorst). De Mennesker, der levede før den sidste Ned- isning, forstod kun at tilhugge Flinten, men ikke at slibe den (den palæolitiske Tid); men da Isen sidste Gang trak sig tilbage, og Mennesket vandrede ind, var det delvis kommen op paa den slebne Flints højere Kulturtrin (den neolitiske Tid). I Tyskland, Bøhmen, Mähren, Italien, Frankrig, Belgien og England har man fra den palæolitiske Tid funden forstenede Menneskeknokler, der tyder paa, at disse Mennesker, der levede sammen med Mammuten, det uld- haarede Næshorn, Kæmpehjorten og andre uddøde Dyr, tilhørte en ejendommelig, lavtstaaende Race, som man har givet Navnet Neanderthalracen. Navnet stammer fra, at man i 1857 i Neanderdalen ved Hochdal mellem Dtisseldorf og Elberfeld fandt en Hovedskal med en overordentlig stærk Udvikling af Øjenbrynsbuerne i Forbindelse med en særdeles stærk Udvikling af Pandebenshulhederne, en me- get lav Pande, der skraanede stærkt bagover, og Isse- benene stærkt fladtrykte bagtil. Strængt taget betød Fun- det ikke meget, da Omstændighederne ved dets Opdagelse ikke blev nøjere undersøgte; men medens adskillige For- skere straks opfattede det som tilhørende en lidet udviklet Menneskerace, var der andre, der opfattede dets Ejen- dommeligheder som sygelige Dannelser. Til disse sluttede senere Virchow sig. I 1872, da han første Gang op- traadte i Diskussionen, udtrykte han sig forholdsvis for- sigtigt, men senere glemte han denne Forsigtighed og var i 1892 aldeles sikker paa, at nævnte Hovedskal var af et abnormt Individ. Virchow vilde blot holde sig til Kends- U dviklingsl ære. 16