Udviklingslære

249 (1894), ved Trinil paa Java den øverste Del af en Hoved- skal, to Kindtænder og et Laarben. Knoklerne laa ikke umiddelbart i hverandres Nærhed, men der skal intet være til Hinder for, hverken geologisk eller anatomisk, at de kan have tilhørt samme Individ, saaledes som Dubois mente. Han benævnte det „det oprejstgaaende Abemenneske“ (Pithecanthropus erectus). Laarbenet viste, at Gangen havde været oprejst, men Hovedskallen staar i Bygning mellem Abens og Menneskets. Leche skildrer denne Hovedskal saaledes: „Man har aldrig set en saa lav Menneskeskal, og paa én Undtagelse nær aldrig en saa stærk Uddannelse af øjenhulernes Tag, udenfor de egent- lige Abers Gruppe. I begge Henseender fjærner den mest abelignende Menneskerace, Neanderdalerne, sig fra Java- skallen. Dennes Form erindrer unægtelig mest om Hoved- skallen hos Gibbonen, der er den menneskelignende Abe, som har den mindst omdannede, d. v. s. mindst fra Ungdomsformen afvigende Hjærneskalsform“. Dubois har søgt at beregne dens Rumindhold og ment at kunne sætte det til 900 Kubikcentimeter; Gorillaens naar sjældent mer end 600 og Menneskets er i Reglen over 1200, dog har man hos Sydhavsbeboere og Australiere funden Hovedskaller paa mellem 900—984 Kubikcentimeter. Det fundne Abemenneske stemmer da i Hjærneskallens Byg- ning mest med Aberne, i Hjærnens Størrelse mest med Mennesket. Laarbenene viser sygelige Udvækster, og Virchow tog ikke i Betænkning at erklære, at Helbredel- sen af et saadant Saar, som det, der findes, tvinger til at forudsætte en menneskelig Kulturtilstand. Uheldigvis for ham er tilsvarende sygelige Dannelser fundne hos flere vilde Dyr fra Juraperioden. I enkelte mindre væsent- lige Henseender adskiller Laarbenet sig fra det alminde- lige Menneskes og nærmer sig visse Abers. Hvad enten man nu vil henregne de fundne Knokler til et abelignende Menneske eller til en menneskelignende Abe, saa indtager de utvivlsomt en Mellemstilling mellem Aben og Menne- sket. Ved Santos i Brasilien har man funden en Hoved-