Udviklingslære

250 skal af et Menneske; den ligner i visse Henseender Java- skallen. Denne fandtes i et Lag, der tilhører den senere Tertiærtid eller den tidligste Kvartærtid; de Dyrelevninger, der findes i Laget, tilhører en Mængde forlængst uddøde Arter. Retzius fremhæver som en af Grundene til, at der er funden saa faa forstenede Menneskeknokler, at disse saa let hensmuldrer. En anden Grund kan være den, at man hidtil kun i ringe Grad har undersøgt de Egne, hvor Stamformerne levede. De fleste Menneskeforsteninger er iøvrigt fundne, efter at Retzius fremsatte den nævnte Ud- talelse. I Vestevropas øvre Miocenlag har man funden to Abearter, der var beslægtede med Gibbonen — altsaa med den Abe, som det „oprejstgaaende Abemenneskes" Knokler staar nærmest. Den ene af disse, Dryopithecus, var af Menneskestørrelse; dens Tandforhold lignede i Følge Lartet Menneskets mer end nogen af de nulevende Abearters. Oscar Schmidt mener at kunne udtrykke sin Opfattelse af samtlige foreliggende Oplysninger i den Udtalelse: „Det Alternativ, hvorvidt Mennesket er skabt som saadant eller udviklet af lavere Former, kan ikke mer opstilles af den, der er i Besiddelse af normal For- stand". Hæckels dristige Formodning, at Pattedyrene begyndte som Kloakdyr, udviklede sig til Pungdyr og derpaa til Halvaber og derfra gennem Aber til Mennesker, medens Sidegrene af Halvaberne omdannedes til Rovdyr og Hov- dyr, fremsattes i Midten af Tredserne. En halv Snes Aar senere fandt man de første forstenede Halvaber; de fandtes i de ældste Tertiærlag og var ældre end de første ægte Aber, og de har Træk fælles med Hovdyr, Rovdyr og Insektædere. I Nordamerika har man funden Levninger af en Halvabe, Homunculus („lille Menneske"), der skylder den store Hjærneskal sit Navn; yngre end denne og nær- mere de ægte Aber staar Nesopithecus paa Madagascar, der har abeagtigt Hoved, men halvabeagtigt Tandsæt. Den er først uddød efter Madagascars Opdagelse ved