Udviklingslære

251 Evropæerne. Ældre end Halvaberne er Pungdyrene, der forekommer i Sekundærlagene sammen med Næbdyr. I Firserne opdagede man, at Næbdyrene lægger Æg, hvorved de danner Overgangen til Amfibierne, hvilket yderligere godtgjordes, da det opdagedes, at Ungerne har et Sæt Mælketænder, der er byggede paa samme Maade som Tænderne hos Pattedyrene fra Triastiden. I Trediverne bragtes til England et Krybdyr, Hatteria, der endnu lever paa Ny Zeeland; dets Bygning er en mærkelig Sammen- blanding af Krybdyrets, Salamanderens og Firbenets. I sit Ydre minder den om en Øgle, Lungerne er som Paddernes, Hvirvlerne er hule for og bag, Ledbenet ubevægeligt for- bundet med Hovedskallens andre Ben, Hannerne mangler ydre Parringsorganer; den staar paa Overgangen mellem Krybdyr og Amfibium. 30 Aar senere fandt man i Perm- lagene ved Dresden dens forstenede Forfader. I lidt yngre Lag fandt man i Sydafrika krybdyragtige Dyr med regel- mæssigt Pattedyr-Tandsæt og er formentlig herved paa Vejen til Næbdyrets Stamfædre. Gaar vi videre tilbage fra Salamandrene, kommer vi til Fiskene. 1870 opdagedes i Australien Salamanderfisken Ceratodus, der i rent Vand aander ved Gæller, men, naar Vandet mangler Ilt, ogsaa kan optage Luft i sine Lunger. Forstenede Dyr af samme Slags findes i Triasperioden; dens Slægtninge gaar tilbage til de devonske Lag. Siden Hæckel gjorde det første skematiske Udkast til Menneskets Stamtræ, har saaledes saavel de levende som de uddøde Dyreformer afsløret mange Overgangstrin, der berettiger Troen paa et virke- ligt Stamtræ. Alle er enige om, at Mennesket ikke kan søge sine Stamfædre blandt de nulevende menneskelignende Aber, om det end har adskilligt fælles med hver enkelt af dem. Imidlertid gives der betydelige Videnskabsmænd, der mener, at Mennesket enten slet ikke har Stamfædre fælles