Udviklingslære

253 nesbyrd om naturlig Udvælgelse, blev for Mivart Vidnes- byrd om en intelligent og villende første Aarsag; til Støtte for sin Teori om Sjælens specielle Skabelse citerer han St. Augustin og Kardinal Newman! Carpenter antager, at der gives et Jeg eller en Vilje, der hersker over de andre sjælelige Processers aarsags- bestemte Handlinger og deres tilsvarende legemlige Pro- cesser, dog uden at deltage i dem, „et Væsen, hvis Eksi- stens ikke afhænger af fysiske eller vitale Kræfter, men som bringer disse Kræfter til at være lydige mod deres Bestemmelse". Uagtet han altsaa ikke var enig med Darwin, var det dog saa langt fra, at han gjorde dennes Lære til Genstand for Haan eller Foragt, at han tværtimod stansede det teologiske Raseri, der havde begyndt at røre sig i et Tidsskrift (Edinburgh Review), og indskærpede Nødvendigheden af en udelukkende videnskabelig Behand- ling af „Arternes Oprindelse". Selv gav han i en An- meldelse en upartisk Fremstilling af Darwins og Wallaces Teori. Han godkendte, om end ikke helt ud, Afstamnings- tanken, men med den Tilføjelse, at Ændringerne skyldtes Indgriben af det nævnte ophøjede Jeg. Stokes appellerer til Biblen med det Resultat, at Gud har skabt Mennesket som udødeligt, oprejstgaaende og udrustet med Viljens Frihed. Da Mennesket ikke brugte denne Frihed, men handlede som en Automat, faldt det for Djævelens Fristelser. Ved dette Fald blev det under- kastet Døden ligesom Dyrene og underlagt den naturlige Arvelighed, der overførte Dødens Følger til Efterkommerne. Menneskets Udødelighed er derfor betinget; Betingelsener dets Brug af Viljens Frihed. I Overensstemmelse med Carpenter antager han et „Jeg“, der ikke er identisk med Tænkningen, og kan eksistere uden den, men er Betin- gelsen for dens Kontinuitet. Mer Opsigt end disse teologiske Betragtninger vakte Wallaces Stilling, der var en Skuffelse for alle Afstam- ningslærens Venner, for alle, der beundrede hans fortrinlige Fremstilling af den naturlige Udvælgelse. Wallaces Stil-