Udviklingslære

ling overfor Spørgsmaalet om Mennesket er den, at han opfatter Menneskets Legeme som et fuldstændigt Dyre- legeme; det er underkastet samme Udviklingsbetingelser som Dyrets. Enhver anden Opfattelse af dette Forhold stempler han som teologisk. Menneskets Slægtskab med de øvrige Pattedyr godtgøres ved dets rudimentære Or- ganer og ved dets Fosterudvikling, ved dets Bygning, Virksomhed, Eksistensbetingelser og ved den Række Syg- domme, der er fælles for Menneske og Dyr. Han afviser bestemt enhver Tanke om en særlig Skabelsesakt for Mennesket som ikke støttet ved nogensomhelst Kends- gærning og som i og for sig i højeste Grad usandsynlig. I denne Henseende er der altsaa fuld Overensstemmelse mellem Darwin og Wallace. Han indrømmer endvidere, at Menneskets sjælelige Udvikling holder Skridt med den legemlige, men mener, at det ikke behøver at være samme Kræfter, som bevirker Udviklingen paa det sjælelige og paa det legemlige Omraade. Derfra gaar han saa over til at paastaa, at det ikke er de samme Kræfter, idet han betragter Menneskets matematiske, musikalske, kunst- neriske og moralske Anlæg, dets Vid og Humor, som staaende udenfor den naturlige Udvælgelses Indflydelse. Selv om man beviser, at der er en kontinuerlig frem- skridende Udvikling fra Dyrene til Mennesket i Henseende til Intelligens og Moral, saa vil han dog hævde, at det sidste Trin af en kontinuerlig Udvikling ikke behøver at skyldes samme Aarsag som de tidligere Trin. Variering og Kvalitetsvalg kan ikke forklare Intelligensen og Mo- ralen hos Menneskene; disse Egenskaber maa henføres til anden Indflydelse. En af hans stærkeste Grunde er den, at „disse Egenskaber kun er til Stede hos et ringe Pro- centtal af Menneskene". Wallaces Bevisførelse kan med største Lethed vendes mod hans egen Lære om en orga- nisk Udvikling. Ti naar det sidste Led i en kontinuerlig Udviklingsrække ikke behøver at skyldes samme Aarsag som de andre Led, saa er det en Vilkaarlighed kun at at anvende denne Betragtning paa Menneskets Intelligens