Udviklingslære

255 og Moral, men ikke paa dets Hjærne og oprejste Gang. Huxley har i en Række Afhandlinger undersøgt de her- henhørende Forhold og særligt har han i en Bog om „David Hume“ givet et fortræffeligt Supplement til den ældre Bog om „Menneskets Stilling i Naturen". Hverken i legemlig eller i aandelig Henseende er det helt berettiget at tilskrive Menneskene en saa afgjort Overlegenhed over Dyrene, som man ofte er tilbøjelig til. Man skal i det hele være meget varsom med at tale om en højeste Udviklingsform, ti den Organisme, der paa nogle Punkter er forholdsvis højt udviklet, kan paa andre Punkter staa langt tilbage. Mennesket har ikke ørnens skarpe øje eller Gnavernes Mejseltænder; det har ikke Rovdyrenes Skæretænder eller de tykhudedes Møllestens- tandsæt. I Henseende til speciel Udvikling staar dets Tænder langt tilbage. Det samme gælder Fordøjelses- kanalen; Rovdyrmaven har en ganske anden Fordøjelses- styrke end Menneskets, og dette besidder heller ikke et saa udmærket Apparat som Drøvtyggermaven, der tillader den fulde Udnytten af Næringsværdien. Selv Insekter og Fugle er os langt overlegne med Hensyn til Fordøjelse, og dette bevirker atter, at disse Dyr er os langt overlegne med Hensyn til Muskelstyrke; forskellige Insekter kan løfte fra 23—67 Gange deres egen Vægt. Menneskets Tæer er ikke saa bevægelige som Abernes; dets Be- vægelighed og Hurtighed er kun ringe. Man angiver, at Mennesket i det højeste kan bøje Underarmen op mod Overarmen 200—250 Gange i Minuttet; Fluen kan fore- tage en tilsvarende Bøjning 300 Gange i Sekundet. Mennesket kan hverken sejre ved Legemets Kraft og Masse eller ved Specialvaaben som Horn, Kløer, Sporer, Tænder, Snabel. Det kan ikke klatre som en Mængde Dyr, ikke svømme som Fiskene, ikke flyve som Fuglene, ikke løbe som Hjorten. Det besidder ikke mange Specialorganer i deres højeste Udformning. Netop denne Ufuldkommenhed er dog blevet dets Held; ti derved er det blevet muligt for Mennesket at leve under saa uensartede Livsforhold,