Udviklingslære

256 som næppe noget andet af Hvirveldyrene. Det har kunnet udbrede sig over hele Jorden, leve i Træer, paa Bjærge og Sletter, bevæge sig paa Søen, gaa, klatre, svømme, befolke Polens Egne og Ækvators Egne, forskaffe sig Næring paa langt flere Maader, end hvis det var mere specialiseret. Et Dyr, hvis Lemmer er omdannede til Gravepoter, til Vinger, til Løbefødder, til Luffer eller andet, kan udføre et specielt Arbejde langt fuldkomnere, end Mennesket vilde kunne; men Fordelen er kun til Stede overfor det specielle Arbejde, og saafremt Livsforholdene tvinger Dyret til at ændre Levevis, da er det langt uhel- digere stillet end det mindre specielt udviklede Menneske. Mennesket har sit Fortrin i den oprejste Gang og den dermed følgende Frigørelse af Hænderne. Disse Hænder er ikke udviklede til specielle Redskaber, men Mennesket kan ved deres Hjælp tildanne specielle Redskaber. Paa Fordøjelsesorganernes Ufuldkommenhed kan det bøde ved Tilberedelse af Næringsmidlerne; derved sættes det i Stand til at leve af uensartet Føde, og derved atter til at op- holde sig i Egne af meget uensartet Beskaffenhed. Ogsaa paa Sanseorganernes mindre Finhed bøder det ved Til- dannelsen af Redskaber. Det er derfor mere end en Vittighed, naar det er sagt, at Mennesket skylder sin Overlegenhed til en Underlegenhed, der giver det Mulig- hed for at klare sig under flere uensartede Forhold. Denne Mulighed har en Del af Menneskeracerne udnyttet i ikke ringe Grad. De store Aber lever i Landstrækninger, hvor Klimaet er mest ensartet, Skovene tykkest og Forraadet af Næ- ringsmidler rigeligst hele Aaret igennem. Deres Bevæ- gelsesmaade er dobbelt, foregaar dels i Grenene, dels paa Jorden; men Gorillaens, Chimpansens og Orangens Be- vægelse i Træerne er ikke saa hurtig som de mindre Abers, hvilket staar i Forbindelse med deres Bygning; deres Gribeevne koncentreres særlig i Forlemmerne, medens Baglemmerne tjener som Støttepunkter. Fare og Sult driver dem op i Træerne, men de springer ikke fra det