Udviklingslære

257 ene til det andet; de stiger ned paa Jorden. Tænker man sig disse Dyr af en eller anden Grund, t. Eks. Le- gemets forøgede Vækst eller ydre Omstændigheder, hen- viste til at leve væsentlig paa Jorden, da vilde de, som Darwin siger, blive enten tobenede eller firbenede. Bavi- anerne har udviklet sig noget i den ene Retning, Mennesket i den anden. Jo bedre det tilpasser sig til at gaa paa Jorden, desto bedre vil det kunne klare sig, hvor Skoven ikke er saa tyk; Artens Eksistensbetingelser udvides altsaa. Af Mangel paa tilstrækkelige Frugter kan det være nødt til at kaste sig over Dyrene, fra først af maaske ogsaa som F'orsvar mod det Antal ny Fjender, det fandt paa Jord- bunden, og som det flængede med Tænder og Hænder, men senere for at drage Fordel af det Kød, i hvilket det flængede. Ogsaa de forhistoriske Mennesker har jaget og spist Dyrene, og der er vel Grund til at tro paa en For- bindelse mellem de Forhold, der har tvunget vore For- fædre ned fra Træerne, og dem, der har bevirket Over- gangen fra væsentlig planteædende til delvis eller væsent- lig kødædende. De ny Livsforhold, de ny Fjender, den ny Maade at søge Næring paa, har forøget Arrigskaben og Vildskaben og fremtvunget en forøget Anvendelse af Aandsevnerne. Jo mer man benytter Vaaben, desto mindre bruges Tænderne til Angreb eller Forsvar, og jo mer man benytter Ilden, desto mindre bruges Tænderne til at flænge. Lidt efter lidt sætter dette sit Spor i Kæbe- benets og Tændernes Udvikling. Hovedskallens Bygning ændres samtidig med, at Intelligensen frigøres ved den fri Brug af Hænderne til at danne Vaaben og Redskaber, til at tilberede Maden og Boligen og ved den mere ind- viklede og uensartede Levemaade, som de ny Livsforhold og den større Udbredelse medfører. Udviklingslære. 17