Udviklingslære

20 Lamarck til sin Søns Ledsager paa en længere Uden- landsrejse; Buffon skaffede ham tillige en Civilansættelse. Senere blev Lamarck Professor ved Museet. Død i Paris 18de December 1829 fattig, overset og blind. Om La- marck siger Hæckel, at han har den udødelige Ære for første Gang at have udarbejdet Afstamningsteorien som en selvstændig videnskabelig Teori og som det filosofiske Grundlag for Biologien. Charles Darwin siger om Lamarck, at han var den første, hvis Anskuelser om dette Spørgsmaal vakte nogen Opmærksomhed, medens Romanes mener, at Formodningen om de ved Arv ophobede Modifikationer snarere burde betegnes ved Erasmus Darwins eller bedst ved Herbert Spencers Navn, men at han af Hensyn til Skik og Brug intet har imod at betegne den ved Lamarcks. Lamarck forstod, at Studiet af de lavere Organismer maatte danne Grundlaget for enhver naturfilosofisk Teori, fordi vi hos dem finder Livets første Form, og fordi alle andre Livsformer fremkommer ved, at hine gradvis fuld- kommengør sig. Han mener, at Livet opstod, idet Solens Varme og Lys bragte Bevægelse i „fine Vædsker“, af hvilke da yderst smaa Dele trængte ind i en slimet, livløs Materie, satte den i Bevægelse, besjælede den og derved dannede de første levende Organismer. Disse Vædsker har paa ingen Maade endnu tabt Evnen til at besjæle den døde Materie; ny Organismer, Infusionsdyr, dannes paa den Maade uophørlig, de opstaar altsaa ved Selvavling, ved Molekularbevægelse. Ligesom Erasmus Darwin mener Lamarck, at i de første Organismer udvikler der sig et Tarv, en Trang, en Stræben, der antager ny Former, efterhaanden som Organismen bliver mere sammensat, dens Forhold til Omverdenen mere indviklet; men medens Erasmus Darwin lader denne Trang være Anledning til Fremkomsten af ny Organer, indskyder Lamarck et Mellemled, idet han mener, at Trangen fremtvinger Gen- tagelse paa Gentagelse af visse Handlinger og derved danner Vaner, som derpaa bliver Anledning til ny Organers Uddannelse. Begrebet „Vane“ var dengang herskende i