Udviklingslære

21 Filosofien; man havde søgt at grundlægge al Opdragelse paa Vaner (Locke), at forklare vore Instinkters Opstaaen ved Vaner (Condillac) og at opfatte alle sjælelige Love som styrede af Vaner (Hume). Lamarck anvendte da kun paa Forklaringen af de fysiske Egenskabers Frem- komst de Teorier, der var lagt til Rette paa andet Omraade. Vanerne virker paa den Maade, at ethvert Organ, som en Organisme hyppigt bruger, udvikler sig og fuldkommengør sig, medens Organer, der lades ubenyttede, henvisner og forsvinder. Trangen til at besidde et Organ kan bevirke Organets Fremkomst; saaledes er Drøvtyggernes Horn opstaaede ved, at Dyrenes hæftige Vredesudbrud har ført Legemets Vædsker til Panden, hvor de har udsondret en hornet Materie, der da har dannet de faste Udvækster. Paa tilsvarende Maade har Organismernes indre Aktivitet foranlediget Fremkomsten af en Række ny Organer. Disses Tilblivelse henfører Lamarck til to Love; den første gaar ud paa, at stadig Brug af et Organ medfører dets Vækst og Udvikling, og omvendt, at formindsket Brug fører til dets Tilbagegang; den anden, at det, der saaledes er op- staaet, overføres til senere Slægtled, forudsat Ændringerne er fælles for begge Forældrene. Lamarck, der var fortrolig med Studiet af Bløddyrene, fandt en Mængde Overgangsformer mellem Fortidens og Nutidens og uddrog deraf den Lære, at en Art aldrig uddør, den omdannes. Skulde der være Tale om virkelig Uddøen, da maatte det være blandt de højere Landdyr, hvis Livsbetingelser er underkastet anderledes stærke Svingninger end Vanddyrenes. Han ser godt, at de stærkere Arter overalt overvinder de svagere; men han ser ikke den indre Kamp, som opstaar indenfor en Art, saa- fremt dens Individantal er blevet saa stort, at Nærings- midlerne er utilstrækkelige. Spørgsmaalet om, hvad der vil ske, naar et saadant Tilfælde indtræder, var endnu ikke rejst. — Uagtet han stadigt betoner de gradvise Overgange, advarer han dog mod Tanken om absolutte Overgange. Han finder saaledes selv en Kløft mellem