Udviklingslære

22 den organiske og den uorganiske Verden; han finder en anden Kløft mellem Planter og Dyr, idet Dyrene besidder Irritabilitet, hvilket Planterne ikke besidder, og endelig er der Steder i hans Værker, hvor han udtaler, at alle Over- gange opstaar i Overensstemmelse med Skaberens Vilje, altsaa er tilsigtede. Men mod denne Antagelse kæmper han selv paa det kraftigste, hvergang han undersøger og forklarer enkelte Fænomener, og hævder Gang efter Gang, at ingen Planter eller Dyr besidder Formaalsegenskaber; i samme Forbindelse, hvor han hist brugte Udtrykket Skaberen, bruger han da ogsaa andre Steder Udtrykket Naturen. Afstamningslæren anvender Lamarck dernæst paa Klassifikationens Omraade. „Naturen har hverken dannet Klasser, Ordner, Familier, Slægter eller uforanderlige Arter; den har kun dannet Individer, der efterfølger hver- andre og ligner dem, som frembragte dem. De Individer, der ligner hverandre mest og bevarer Ligheden fra Slægtled til Slægtled, danner Arterne. Men Individerne har kun konstante Egenskaber, hvis de Omgivelser, i hvilke de lever, er uforanderlige; hvis Omgivelserne derimod ændres, da ændres ogsaa Individerne". I Tilslutning til denne Opfattelse søger han at fremstille Slægtens Historie. Samt- lige Organismer opstaar enten ved Selvdannelse eller i en anden Organisme. Ved Selvdannelse opstaar Infusorier, Polyper og Straaledyr, deres Historie er kun kort, ti deres Udviklingsmuligheder er begrænsede. Blandt de Organismer, der opstaar ved Dannelse i andre, er Ormene de ringest udviklede, og med dem begynder da den egentlige Ud- vikling gennem følgende Trin: