Udviklingslære

270 kaarlige Væsner skydes da i Baggrunden, og man befin- der sig paa det næste Trin, det metafysiske, hvor man ikke søger Begivenhedernes Aarsag i villende Væsner, men i abstrakte „Kræfter", der formodes at beherske alle Fænomener og at være i Stand til af sig selv at frembringe alle de forskellige Fænomener. I Virkeligheden er denne Forklaring kun en Omskrivning af den tidligere; de „absolutte Kræfter" er Gudernes og Aandernes Gen- færd; de er Aarsag til Fænomenerne, men forskellige fra Fænomenerne. Menneskeslægten stræber derfor bort fra denne Forklaringsmaade og betræder det tredje Udvik- lingstrin, det positive eller videnskabelige, paa hvilket man kun forklarer Begivenheder og Fænomener ved Hjælp af Love, som de positive Videnskaber har paavist. Først paa dette Standpunkt kommer den videnskabelige Undersøgelse til sin Ret, og den bringer Enhed ind i Menneskets Tilværelse ved at give Mennesket Kend- skab til og Herredømme over de Love, der styrer ham selv og hans Omgivelser, og da gaar det op for os, at vi maa være tilfredse med at benytte Naturkræfterne og forbedre Samfundsforholdene, ti vi kommer aldrig videre i vor Forstaaelse af Tilværelsen. Den forsøgte Paavisning af, at al vor Viden har gennemløbet disse tre Stadier, har havt overordentlig Be- tydning. Den har blandt andet forklaret, hvorfor alle Fremskridt har været saa langsomme; Grunden dertil ligger ikke i Menneskenes Mangel paa Begavelse, men i at Sindene har været fyldt med Fordomme, som tvang til at søge Forklaring ad Veje, der var ufremkommelige, unaturlige, urigtige. Saavel med Hensyn til Bestræbel- serne efter at bygge paa positive Kendsgærninger som til Bestræbelserne efter at paavise Udviklingens alminde- lige Gang hører Spencer til samme Retning som Comte. Ogsaa Spencer mener, at Videnskaben kun skal behandle det erfaringsmæssigt givne; men derfra gaar han videre, idet han fordrer, at man ud fra Kendsgærningerne skal drage Slutninger, gennem hvilke man trænger ind til