Udviklingslære

269 serende Hypotese er ikke opstillet mod den, derimod stemmer den med et stort Antal Kendsgærninger. Hertil kommer, at Forsteningslæren viser en fremad- skridende Udformning af Livsformerne i de forskellige Jordperioder og Fosterlæren viser B ostrets successive Udformning. Men til disse Udformninger maa der være Aarsager, og dem søgte Lamarck og Darwin at paavise gennem Grundlæggelsen af en Udviklingslære, der ikke blot var en Afstamningslære, men tillige en Lære om naturlige Aarsager til Udviklingen. Derved faldt tillige Grænserne mellem Art og Afart, mellem Afart og Varietet, mellem Varietet og individuelle Forskelligheder, idet Mellem- rummene udfyldes ved en gradvis Tiltagen af en Række smaa Forandringer. Psykologien. Den ældre Opfattelse, at Sjælen bestod af forskellige Dele eller Evner, mellem hvilke der ikke var nogen indre nødvendig Forbindelse, er afløst af den Antagelse, at de højere Bevidsthedsytringer udvikler sig gennem Forbindelser af de lavere. Denne Udvikling paa- vises ikke blot hos det enkelte Individ fra dettes Barne- aar til dets voksne Alder, men ogsaa i de forskellige Folkestammers Kulturudvikling. Sociologien. Ogsaa i Opfattelsen af Menneskesam- fundet havde en Slags Skabelseslære gjort sig gældende, idet Nationerne opfattedes som faste Rammer; deres aande- lige Egenskaber var direkte skabt af Forsynet. Auguste Comte (S. 9) havde under Paavirkning af en hel Del tidligere Forskere vist Menneskets Afhængighed af Om- givelserne, og grundlagt en Lære om, at Menneskets Kendskab til Omverdenen modnes gennem tre Udviklings- trin. Det første Trin er det teologiske. Naar man tænker teologisk, antager man, at alle Naturbegivenheder beher- skes af overnaturlige Væsner; disse Væsner handler vil- kaarligt, ofte lunefuldt, og man forklarer alle Ejendomme- ligheder i Verden ved deres vilkaarlige Handlinger. Dette Udviklingstrin forlades imidlertid, idet Menneskene i sti- gende Grad opdager, at Verden styres af Love. De vil-