Udviklingslære

268 tighed. Det Punkt af Laplaces Teori, der oprindelig stærkest blev angrebet, nemlig Antagelsen af en Urtaage, er nu det, der er mindst udsat for Angreb; ti den nyere Tids store Teleskoper har i Forbindelse med Spektral- analysen belært os om, at der i Verdensrummet er uhyre Masser Materie i gasformig, skinnende Tilstand. Det kraftige Lys i visse Dele af Taagerne kan endvidere tyde paa en Fortætning, der medfører Taagemassens Omdan- nelse til ny Stjærner, hvilken Omdannelse vi altsaa over- værer. Herpaa tyder ogsaa den Kendsgærning, at Taage- rigdom og Stjærnerigdom aldrig forekommer sammen; de Verdensrum, der er nærmest Taagerne, er netop de, der er fattigst paa Stjærner. Astronomien arbejder altsaa faktisk med Tanken om en Udvikling, hvis Udgangspunkt er Fortætning af primitive Taagemasser. Geologien. Ogsaa i denne Videnskab stod man ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede overfor en Skabelseslære. Fiks og færdig var Jorden blevet dannet af et overnaturligt Væsen. Imidlertid paaviste Lyell, at en saadan Antagelse er ganske umulig; han paaviste ligeledes, at Jorden heller ikke har været underkastet pludselige Omvæltninger, men at baade den nuværende og de tidligere Jordperioder er Produkt af en vedvarende og uafbrudt Udvikling, som skyldes Kræfter, der endnu virker. Biologien. Den Betydning, som Laplace fik for de astronomiske Undersøgelser, og Lyell for de geologiske, fik Lamarck og Darwin for de biologiske. Ogsaa med Hensyn til Dyr og Planter havde man tidligere slaaet sig til Ro med en Skabelsesteori; man mente, at da de eksisterede, saa var de skabte. Overfor denne Opfattelse stiller de to Mænd en anden, nemlig Læren om en fremad- skridende Række Forandringer, hvorved samtlige højere Organismer har udviklet sig fra nogle faa primitive og ufuldkomne Væsner. Denne Opfattelse stred mod adskil- lige gamle Følelser; den blev derfor bekæmpet med alle mulige Vaaben; alligevel har den sejret. Nogen rivali-