Udviklingslære

267 af uensartede Kræfter en bølgende Række Forandringer, en stadig Skiften Form. Erfaringen maa da afgøre, om denne Skiften fører til Udvikling, og om Udviklingslovene er de samme for Tilværelsens forskellige Sider; ti ud fra den Antagelse, at der gives en ubekendt Energi, der skifter Form, men aldrig aftager og aldrig tiltager, kan man selvfølgelig ikke slutte, at Forandringerne er lov- bundne, og at de fører til Udvikling. For at belyse denne Sag skal vi kaste et Blik paa de Resultater, hvortil de forskellige Fagvidenskaber er komne ud fra deres erfaringsmæssige Grundlag. Astronomien fremstiller og fortolker Himmelruminets Fænomener. Den har afsløret Lovene for Stjærnernes og Planeternes Bevægelser. Man havde tidligere som Aarsag til Bevægelsen henvist til Indgreb af overnaturlige Væsner eller Kræfter; men efter Newtons Tid henviser man til Naturkræfter. Det næste Skridt maatte da blive en Paa- visning af Planeternes Dannelsesmaade. Dette Skridt foretoges i Tyskland af Kant (d. 1804), i Frankrig af Laplace (d. 1827). Kant førte Himmellegemernes Oprin- delse tilbage til en Urtaages Omhvirvlen, og Laplace ud- viklede en lignende Lære, gjorde matematisk Rede fol- den, men begrænsede den til vort Solsystem. Han gaar ud fra en Del Kendsgærninger, der førte ham til den Antagelse, at Sol-Atmosfæren tidligere i Kiaft af en umaadelig Varme var udstrakt til samtlige Planeters Baner. Solen lignede dengang en Taage med et skinnende Cen- trum. Lidt efter lidt begrænsedes denne Atmosfære som Følge af Dampmassernes Fortætning; de afkølede Bælter dannede i Begyndelsen Ringe, der kresede omkring Solen. Disse Ringe sønderbrødes ved fremadskridende Afkøling og blev til Planeter. Takket være denne Forklaring blev man i Astrono- mien fri for Læren om en særlig Skabelse af de enkelte Sole, Planeter og Biplaneter; til Gengæld fik man en Lære om Himmellegemernes naturlige Udvikling, og senere Undersøgelser har styrket 1 illiden til Opfattelsens Rig-