Udviklingslære

0.76 viklingslov, og Spencer selv opfattede den som saadan i sine første Afhandlinger. Allerede Harvey (d. 1658) havde anet, at Planters og Dyrs Udvikling bestod i en Overgang fra Ensartethed til Uensartethed; at det for- holdt sig saaledes, blev bestemt udtalt af v. Baer, men Spencer fandt Loven uafhængig af v. Baer og udviklede den til en almindelig Fremskridts Lov, idet han paaviste dens Gyldighed for samtlige Fænomener, baade forTaagernes Udvikling til Kloder og for Menneskenes Overgang fra Liv i spredte Horder til det Udviklingstrin, hvorpaa de højest kultiverede Samfund staar. Dog saa heller ikke han straks Lovens rette Rækkevidde, I en Afhandling for 1857 og i første Udgave af sin Bog „First Principles" (1862). fremstiller han den nævnte Overgang som den egentlige Udvikling, men i anden Udgave af samme Bog erkender han klart at have taget Fej], da Overgangen fra Ensartet- hed til Uensartethed kun er den vigtigste Ejendomme- lighed i den sekundære Omfordeling ved den sammen- satte Udvikling. Ti ganske vist er der i alt Fremskridt en Overgang til Uensartethed, men det er ikke enhver stigende Uensartethed, der fører til Udvikling i Betydning af Fremskridt. En Betragtning af Organismerne vil vise,, at jo mer udviklede de er, desto mer er Funktioner og Organer centraliserede, og jo mer Arbejdets Deling er gennemført i en Organisme, desto større er Organernes og Funktionernes indbyrdes Afhængighed. Det samme ses i Samfundsudviklingen. Udviklingen kan da kun tilstrækkelig forklares af begge Lovene i Forening. Til dem slutter sig endvidere en tredje Lov, der er nødvendig for at kunne drage Grænsen mellem Udvikling og Opløsning. Ved Udviklingen ordner de uensartede Dele sig nemlig med stigende Tydelighed og Klarhed; de fremtræder mere bestemte og udprægede, hvilket ikke sker ved Opløsningen. Denne sidste kendetegnes snarest ved, at alt blander sig sammen paa forvirret Maade; det ordner sig ikke. Den Plads,, som de enkelte Dele af Verdensrummets Taager indtager