Udviklingslære

278 men ligesaa rammende Eksempler kan hentes fra Til- værelsens andre Sider. Vi kan da forme den tredje Udviklingslov: Ved al Udvikling er der Overgang fra mindre til større Be- stemthed og Orden, og vi kan derpaa i Korthed samle de tre Love i følgende almindelige Formel: „ Udvikling bestaar i en Omfordeling af Stof og Bevægelse", ved denne Omfordeling foregaar en Over- gang fra en ubestemt og usammenhængende Ensartethed til en bestemt og sammenhængende Uensartethed“. Efter saaledes gennem denne Formel eller disse Love at have skildret Udviklingens Natur, staar der for Spencer kun tilbage at paavise dens Aarsager, forsaavidt da sligt lader sig gøre. En saadan Paavisning kan ikke tilsigte at give et Svar, som afskærer al videre Spørgen. Et sidste og endegyldigt Svar paa Spørgsmaalet om, hvad der er Aarsag til hele Tilværelsen, lader sig ikke give, ti hvorledes Svaret end kom til at lyde, saa kunde man videre spørge om, hvorfra den paapegede Kilde til Tilvæ- relsen stammede, og saaledes kunde man blive ved i det uendelige. Sagen er, at Begreberne Begyndelse og Af- slutning slet ikke kan anvendes om selve Tilværelsen; overfor ethvert Forsøg paa at anvende dem stiller vi de to Sætninger: „af intet kommer intet", og „Energiens Sum er konstant, den forøges aldrig og formindskes aldrig". Men er disse to Sætninger rigtige, da kan vi trygt afvise ethvert Spørgsmaal om Tilværelsens Aarsag; ti da maa Tilværelsen være, hvad den er; den har aldrig været andet og bliver aldrig andet. Derimod kan den uden selv at forandres give Plads for Delenes Udvikling og Opløsning. Det Spørgsmaal, Spencer rejser, er da heller ikke Spørgsmaalet om Tilværelsens Aarsag, ti den har ingen Aarsag, men Spørgsmaalet om Udviklingens Aarsag. For at finde den undersøger han de forskellige Former paa Energiens Omdannelse, hvilket fører ham til at skælne mellem virkende og ikke-virkende Energi. Den virkende