Udviklingslære

280 ser vi det samme i vort Solsystem; paa Forskellen mel- lem Jordens polare og ækvatoriale Egne; i Organismernes indre og ydre Væv; i Arterne, Slægterne og Varieteterne og endelig i Menneskesamfundet, hvor legemlige og sjæle- lige Aarsager mer og mer har grundet en Gradsforskel mellem Mennesker, der oprindeligt var lige, et Over- og Underordningsforhold, en industriel og professionel For- skelligartethed. Imod denne Lære om, at hele Udviklingen kan føres tilbage til en oprindelig Ensartethed, der var i ustadig Ligevægt, har man indvendt, at der dog maatte en ydre, forstyrrende Kraft til, for at Forandringen kunde komme i Gang. Spencer har imidlertid paa Forhaand imøde- gaaet en saadan Indvending ved at opfatte Ensartetheden som relativ; Overgangen sker fra væsentlig Ensartethed til større Uensartethed Spørgsmaalet, om Verdensstoffet engang har udgjort en absolut ensartet Masse, rejser han ikke; til Løsningen af den Opgave, han har stillet sig, behøver han ikke at gaa længere tilbage end til et for- holdsvis ensartet Verdensstof, der er i ustadig Ligevægt. Paa intet af Udgangspunkterne for de enkelte Udviklings- rækker er Ensartetheden absolut, hverken i Verdensrum- mets Taagemasser, Jorden, Protoplasmet, Bevidsthedslivet, eller i det første Menneskesamfund. Samtidig med, at Spencer saaledes har kastet Blikket tilbage for at finde Anledningen til den-lovbindende Om- fordeling af Materien og Bevægelsen, hvilken vi kalder Udvikling, kaster han ogsaa Blikket fremad for at finde, hvorledes det videre vil gaa med Udviklingen. Han antager, at Udviklingen umuligt kan skride frem i det uendelige; som der gives en Vækstgrænse, saaledes gives der ogsaa en Udviklingsgrænse. Denne indtræder, saasnart der ved Udviklingen er tilvejebragt en bestemt Tilstand, som ikke er modtagelig for videre Omændring som Følge af Be- vægelsens Spredning, saa at man overalt har en Gliden henimod Ligevægt. At saadanne Tilstande fremkommer, har sin nødvendige Grund i Samtidigheden af modsatte