Udviklingslære

286 se, universel og evig. Hver af de skiftende Faser hersker snart i én Del af Rummet, snart i en anden, eftersom de lokale Betingelser nødvendiggør det. 15. Alle Fænomener fra de mindste til de største er nød- vendige Resultater af Kraftens Vedligeholdelse under dens to Former: Stof og Bevægelse. Naar Stoffet og Bevægelsen er fordelte gennem Rummet, og deres Mængde er uforanderlig, hverken aftager eller til- tager, følger uundgaaeligt den fortsatte Omfordeling, der optræder som Udvikling og som Opløsning. 16. Det, der vedbliver at være uforanderligt i Mængde men stadigt skiftende i Form, vedbliver at være ube- kendt for Mennesket. Det er en ukendt og ukende- lig Kraft, som vi er nødte til at erklære for uendelig i Rum og i Tid. Selve Opløsningsprocessen behandler Spencer kun i ringe Grad, da han finder, at den mangler de skiftende og interessante Træk, som kendetegner Udviklingen. Nogen skarp Grænse mellem de to Processer findes ikke; enhver Genstand, der er under Udvikling, opløses sam- tidig paa et eller andet Punkt, og omvendt stræber Op- løsningsprocesserne at forberede en ny Udvikling. Op- løsningen fremkommer som ovenfor antydet ved, at en Helhed har afgivet sit Overskud af Bevægelse og begyn- der at optage Bevægelse fra sine Omgivelser; ved at den har naaet den Ligevægtstilstand, hvor den ophører at forandre sig, og derpaa underkastes en saadan Indflydelse af Omgivelsernes Kræfter, at dens Bevægelsesmængde forøges. Ti derved faar dens Dele et Overskud af Bevæ- gelse, hvilket medfører Delenes Adsplittelse. Den Tid, der medgaar til Opløsningen, beror paa, om Ligevægten er foranderlig eller stabil; den kan foregaar paa et Par Dage, eller den kan strække sig over et Par Millioner Aar. Betragter vi Samfundets Udvikling som en Tilvækst i Antallet af de Individer, der udgør det organiserede Samfundslegeme, endvidere som en Tilvækst med Hensyn