Udviklingslære

285 Kraft og gør den uensartet, hvorved den fremkalder en Mængde Forandringer, og hver af disse bliver atter Kilde til en lignende Forøgelse af Forandrin- gerne. Forøgelsen bliver større i samme Grad, som Helheden bliver mere uensartet. — Til de her nævnte to Aarsager til den stigende Uensartethed slutter sig saa en 11. Udsondring, en Proces, der stræber efter at adskille uligeartede Enheder og at sammenbringe ligeartede Enheder, og derved stadig tjener til at skærpe den paa anden Maade frembragte Uensartethed, d. v. s. til at gøre den mere bestemt. 12. Ligevægt er det endelige Resultat af de Omdannelser, som en sig udviklende Helhed undergaar. Foran- dringerne fortsættes, indtil der naas en Ligevægt mellem de Kræfter, hvilke alle Dele af Helheden er udsatte for, og den Modstand, som disse Dele yder dem. — Ligevægten kan gennemløbe et Overgangs- trin af afbalanceret Bevægelse (som i Planetsystemet) eller af afbalancerede Funktioner (som i de levende Organismer), inden den naar til den egentlige Lige- vægt. Men de uorganiske Legemers Hviletilstand eller de organiske Legemers Død er den nødvendige Grænse for de Forandringer, der danner Udviklingen. 13. Tidligere eller senere vil enhver udviklet Helhed undergaa en Kontra-Forandring; den vil opløses. Naar Helheden vedbliver at være udsat for om- givende Kræfter, der ikke er i Ligevægt, vil de ad- splittes ved den gradvise eller pludselige Forøgelse af Bevægelsen, og denne Adsplittelse, der er hurtig hos de levende Legemer, langsommere hos de ikke- levende, vil ogsaa strække sig til Planeter og Stjærner. 14. Paa mindre Omraader fuldbyrdes denne Rytme mel- lem Udvikling og Opløsning i meget kort Tid. I de uhyre Masser, der er fordelte i Verdensrummet, fuldbyrder den sig i Perioder, der ikke engang kan opfattes af Mennesket. Rytmen er, saavidt vi kan