Udviklingslære

24 1. Livet stræber at forøge Massen af enhver Orga- nisme og af dens enkelte Dele til en Grænse, der sættes af Organismens egen Tarv. 2. Ny Tarv hos Dyrene fremkalder ny Bevægelser^ og disse fremkalder ny Organer. 3. Disse Organers Udvikling beror paa Graden af deres Benyttelse. 4. Nydannelser overføres til Afkommet. Étienne Geoffroy Saint Hilaire blev født i Etampes 1772 og døde i Paris 1844. Sin Uddannelse fik han i Jardin des Plantes, og da Konventet havde oprettet et naturhistorisk Museum, knyttedes han, der da kun var lidt over 20 Aar, til det som Professor i Zoologi og uddannede Studiet af Hvirveldyrene, medens Lamarck behandlede de hvirvelløse Dyr. Han saa den store Lighed i alle Hvirvel- dyrs Skeletbygning og søgte at forklare denne som i det Hele Ligheden mellem de højere Dyr ved Tanken om, at de var byggede efter en ensartet Plan. Han var Medlem af den videnskabelige Kommission, der ledsagede Napoleon paa Toget til Ægypten, hvilket gav ham Lejlighed til nøjere at undersøge Strudsens Vinger og derigennem bragte ham til Forstaaelse af de rudimentære Organers Betydning. Han fandt det rimeligt, at et Organ ikke sporløst forsvinder, ti Naturen gaar ikke frem med plud- selige Spring, men efterlader Spor af de Organer, der ikke længere naar frem til fuld Udvikling. Han antog, at alle Dyr af samme Klasse besidder de samme Organer, og at de er de samme, mente han fremgik af deres Form, deres P'unktion og deres Stilling. Det er da disse tre Ejen- dommeligheder, Forskeren skal undersøge, og ved at betone dem skabte han en sammenlignende Metode, der endnu blomstrer. Denne Metode overførte han til Foster- læren og paaviste paa dette Omraade et virkeligt Tandsæt hos Fuglefostre og unge Pattedyr, uagtet de voksne Dyr ikke har Tænder. Fra disse Undersøgelser drager han Slutninger til Dyrene i Almindelighed og foregriber den Lov, der senere formuleres af Fritz Muller og Hæckel, nemlig