Udviklingslære

298 valget; det synes mig tværtimod uden Betydning overfor Spørgsmaalet: Skabelse eller Modifikation". For Efter- verdenen blev dog Darwins Centraltanke den, han skaffede Plads til, og ikke den, der var den centrale i hans Argu- mentation. Men mange af Erasmus Darwins og Lamarcks Tanker og Undersøgelser optoges i Charles Darwins Lære, hvor de kom til ny og fyldigere Anvendelse. I stort Omfang arbejdede Bedstefaderen og Sønne- sønnen med samme Kendsgærninger; men i Kraft af det forskellige Grundsyn benyttedes Kendsgærningerne for- skelligt. Begge arbejdede saaledes med Arvelighedstanken; men Erasmus Darwin brugte den kun som hjælpende, ikke som forklarende. Ifølge hans Opfattelse er Udvik- lingen overvejende individuel; næsten alle Forandringer og Nydannelser foregaar hos hvert enkelt Individ; Egen- skaberne erhverves næsten alle af selve Individet. Hos ham faar Arvelighedssynspunktet følgelig ikke en saa fremskudt Stilling som hos Sønnesønnen, hvilket atter kommer til at indvirke paa hele Læren eller Hypotese- systemet. Spørgsmaalet om, hvem af de to der paa dette Punkt staar Sandheden nærmest, er af vidtrækkende social Betydning, ti jo mindre Nedarvning, desto sikrere kan Opdragelsesvæsnet virke; jo større Nedarvning, desto større Ulighed i Evner og Muligheder, desto mindre indgribende bliver Opdragelsesbestræbelserne, og desto mere maa Op- dragelsesfordringerne individualiseres. Charles Darwins Arvelighedsteori er den saakaldte Pangenesislære; den fremsattes forholdsvis sent, nemlig 1868, i Bogen om Variationer hos Husdyr og Kultur- planter, og udførtes videre 1875 i denne Bogs anden Ud- gave; i hans tidligere Værker findes dog intet, der strider mod den. Tværtimod havde han allerede i „Arternes Oprindelse'* vist, at Sædvaner kan nedarves. De ned- arvede Sædvaner har blandt andet Indflydelse paa Blom- stringstiden hos Planter, der er førte fra et Klima til et andet, paa det Fugtighedsbehov, som Frøene maa have