Udviklingslære

299 tilfredsstillet for at kunne spire, paa Dvaletiden og i flere andre Henseender. Ogsaa hos Dyrene nedarves Sædvaner; saaledes fremhæver Darwin, at den tamme Ands Vinge- knokler vejer mindre og Benenes Knokler mere i Forhold til hele Skelettet, end de samme Knokler vejer hos Vild- anden; han mener, at Forskellen fremkommer ved, at den tamme And flyver meget mindre og gaar meget mere end dens vilde Forfædre. Den vedholdende Brug af Legems- delene kan styrke disse, hvorimod Ikke-Brug svækker dem, og de herved fremkaldte Modifikationer kan ned- arves. „Dersom vi antager, at en eller anden tilvant Handling nedarves, og jeg tror man kan vise, at delte undertiden hænder, saa bliver Ligheden mellem Instinkt og det, der oprindeligt var Vane, saa stor, at man ikke kan holde dem ude fra hinanden". — I Udtalelser af denne Art staar Darwin endnu nær ved Bedstefaderens og Lamarcks Opfattelse; men Begrebet Vane, der tidligere havde spillet en saa stor Rolle hos Tænkerne, er ved at blive uddybet; det er ikke længere det enkelte Individs Vaner, der opfattes som Nøglen til alle Gaader, det er Slægtsvanerne, Arveligheden, der nu begynder at træde i Forgrunden. Hvor nær Ch. Darwin allerede i „Arternes Oprindelse" var ved Pangenesis-Læren, fremgaar af et Sted som dette: „Maaske den korrekteste Maade at se det Hele paa bliver, at sætte Nedarvning af enhver Ejendommelig- hed, hvilken den saa er, som Regel og Ikke-Nedarvning som Undtagelse." Det er da ikke Opstillingen af en særlig Kvalitetsvalgs-Arveteori, paa hvilken Darwin ar- bejdede, men Opstillingen af en Teori, der paa engang kunde føre bort fra Skabelseslæren, hvilket positivt udtrykt vil sige, der kunde føre over til en Forklaring, og sam- tidigt kunde føre bort fra Tanken om, at Vaner og Instinkter kun skylder det enkelte Individs Erfaringer deres Fremkomst. Pangenesislæren gaar ud paa, at hver enkelt Celle i Legemet afgiver Spirer eller Kim, der formaar at repro- ducere sig selv, og at disse Kim efter at have gennem-