Udviklingslære

302 nismen er, desto flere Gemmuler maa der være ophobet rundt om i Organismens forskellige Celler; men han hen- viser til, at de Kendsgærninger, der skal forklares, ogsaa er meget indviklede, idet det er en Kendsgærning, at Egen- skaben kan overføres gennem flere Slægtled, og at der gives Insekter, der gennemgaar en Snes Forvandlinger for til Slut at komme til at ligne de udvoksede Forældre. Teorien skyldes da heller ikke et Øjebliks Indfald; den har kostet ham megen Møje, og han er ængstelig ved at fremsætte den. Saa meget har han tænkt over Pangenesisr „at han har mistet Evnen til at dømme om denne Lære“ (Br. 22j8 67); dog er han vis paa, at om Teorien i øje- blikket er dødfødt, saa vil den engang paany fremstaa, baaret oppe af en anden Tænker og døbt med et andet Navn (23/2 68). I et Brev til Hooker skriver han (23/2 68): „Naar De eller Huxley siger, at en eneste Plantecelle eller Stumpen af et amputeret Ben indeholder „Betingelsen for at kunne genfrembringe det Hele," da vækker disse Ord hos mig ikke nogen bestemt Forestilling; men naar man siger, at Cellerne i en Plante eller en Stump af et Lem indeholder Atomer, der stammer fra enhver anden Celle i hele Organismen og er modtagelige for Udvikling, da faar jeg en bestemt og klar Forestilling. Dog vilde denne ikke være stort værd, dersom den alene fandt Anvendelse paa et enkeltstaaende Tilfælde; men det forekommer mig, at den passer paa alle Former for Genfrembringelse, Arv, Metamorfose, uregelmæssig Omflytning af Organerne, det mandlige Elements direkte Indvirkning paa Moder- planten osv. Jeg tror derfor fuldt og fast, at enhver Celle virkelig afkaster et Atom eller Kim af sin Bestand- del." Ch. Darwin blev vistnok skuffet ved den Maader hvorpaa hans Venner modtog Læren om Pangenesis. Lyell var nærmest tilbøjelig til at godkende den; men Wallace antog den (som iøvrigt Darwin selv gjorde) blot som foreløbig Hypotese, og det fordi det i det Hele var ham en Lindring, at man begyndte at forklare Arveligheds-