Udviklingslære

301 kan udvikles. Paa den Maade fremkommer Atavisme, „springende" Nedarvning. 6. Gemmulernes Udvikling til Forældrenes Form af- hænger i alle Tilfælde af den passende Forening af de delvis udviklede Gemmuler; denne Forening gaar forud for Gemmulernes regelmæssige Vækst. 7. Gemmuler afkastes af alle fysiologiske Celler ikke alene i Organismens voksne Tilstand, men under alle dens Udviklingstrin. Med andre Ord: Frembringelsen af disse Cellespirer afhænger af Forældre-Cellernes voksne Tilstand men ikke af Forældrenes voksne Tilstand. Den Indvending, at disse Gemmuler maa være mærkelig smaa, besvarer Darwin med en Henvisning til, at en Tær- ning af Glas eller Vand, hvis ene Side er en Titusinddel af en Tomme, indeholder mellem 16 og 133 Billioner Molekuler. Og overfor Paavisningen af Vanskelighederne ved Gemmulernes Spredning gennem alle Organismens Væv henviser han til, at saavel hos visse Planter som hos visse Dyr kan en adskilt Del af Organismen udvikle sig til en hel Organisme, lig den, hvorfra den stammede, Et Begoniablad kan blive til en Begoniaplante, et St}^kke af en Søanemone til en hel Søanemone, hvilket taler for den Formodning, der er fremsat i Punkt 2. Men af Punkt 1 og 2 kan man udlede de andre. Pangenesislæren er da i sig selv et Hypotesesystem og ikke en enkelt Hypotese, hvoraf følger, at enkelte af dens Led kan bekræftes, uden at dette behøver at være Tilfældet med andre. Med Hensyn til det første af Led- dene søger Darwin sin Berettigelse til at fremsætte det i den Kendsgærning, at i en flercellet Plante eller i et fler- cellet Dyr er de enkelte Celler ganske vist indbyrdes af- hængige af hverandre, men hver af dem er tillige til en vis Grad selvstændig og har Evne til at formere sig ved Selvdeling. Darwin var sig bevidst, at Forklaringen var noget indviklet, ti jo højere udviklet, jo mere sammensat Orga-