Udviklingslære

303 fænomenerne. Naar Undersøgelserne først kom i Gangr vilde en bedre Hypotese vel komme frem. Herbert Spencer erklærer, at han ikke forstaar den; Huxley finder, at det er den samme som den, Buffon fremsatte hundrede Aar tidligere, og Hæckel forkaster den fuldstændigt, og hen- viser til, at den i sine Konkvenser maa føre over til v. Hallers Opfattelse (se S. 182). Utilfredshed med Pangenesislæren førte Hæckel til i 1876 at søge at erstatte den med en Teori om „Peri- genesis11, ved hvilken han under Paavirkning af Spencer søger at forklare Nedarvning ud fra Principet om overført Bevægelse. Ved hver Forplantningsproces overføres ikke alene Plasmaets kemiske Sammensætning men ogsaa dets særlige Form for Molekularbevægelse, hvilken skyldes dets fysisk-kemiske Natur. Han betragter Plasmet som Bærer for al aktiv Livs-Virksomhed, altsaa ogsaa som Bærer for Arv og for Forplantning; dette Plasma bestaar af Plasma- Molekyler, hvilke han kalder Plastiduler. „Nedarvning er Overførelse af Plastidul-Bevægelse og Tilpasning henimod Afvigelse fra den“. Hæckels Teori er altsaa et Forsøg paa at erstatte Darwins anatomiske Lære med en fysio- logisk, der kunde føre ud over de Vanskeligheder, i hvilken Pangenesislæren kom, naar den skulde forklare den Mærkelighed, at alle de smaa Gemmuler sammensatte sig paa rette Maade, saa at Individet kom til at ligne Forældrene. Fysiologerne har da ogsaa stedse vægret sig ved at godkende de omkringvandrende Gemmuler. Hæckel var i sin Perigenesislære en Del paavirket af Herbert Spencer, der i den nyere Tid er den første, der har fremsat en Arvelighedshypotese. Den findes i en Afhandling om Faktorerne i den organiske Udvikling. Han mener at kunne finde Nedarvningens Aarsag i nogle Enheder, som han oprindelig kaldte fysiologiske, men senere har kaldet konstitutionelle Enheder. Af disse er hele Legemet opbygget. I det samme Legeme er de alle ens; men de besidder højst forskellige Kræfter, „Polaritet og derved bringes de til at ordne sig paa forskellig Maade..