Udviklingslære

309 forskellige Køn og Individer. Forskellighederne skal i Følge Weismann stamme fra Uensartethed mellem de éncellede Organismer, der var de flercelledes Forfædre. — Vi maa her indskyde et Par Bemærkninger. Oprindelig var Weismann af den Mening, at Formering ved Avling ikke kom ind i Verden ved Hjælp af den naturlige Ud- vælgelse; han siger, at kønslig Formering eksisterede, før den kunde føre til arvelig, individuel Variering, og at den derfor maa skyldes en anden Aarsag, der vanskeligt vil kunne bestemmes. Men efter at Weismanns Lære var bleven angrebet af Prof. Vines, erklærede Weismann (1890), at kønslig Formering skylder Kvalitetsvalget sin Tilværelse. Imidlertid er det noget vanskeligt at forstaa, hvad Indflydelse Kvalitetsvalget skal kunne have i en Verden af udødelige Væsner, og man maatte oprindeligt ogsaa forstaa Weismann, som om de éncellede Organismer paa de væsentligste Punkter stod udenfor Kvalitetsvalget i dette Ords almindelige Betydning. Imidlertid skiftet- han Standpunkt, og derved falder han i en ny Vanske- lighed. Ti den Uensartethed hos de éncellede Orga- nismer, der er Grunden til kønslig Variering hos Nutidens højere Dyr og Planter, er netop fremkommen ved Omgivelsernes Indgriben i hine Organismers Liv, saa at det til sidst bliver denne Omverdenens Indgriben, der er Kilden til de nedarvede Forskelligheder, hvilket vil sige, at Spencer har Ret. Men det er netop denne Lære om Kimplasmets Kontinuitet, som Weismann opstiller imod Darwins Pangenesislære og imod Spencers Arveligheds- teori, hvilke sidste to i hvert Tilfælde har det fælles, at alle Organismens Dele antages at kunne medvirke ved Dannelsen af den ny Organisme. Med den her skitserede Lære har Weismann dels søgt at forklare den organiske Udvikling og dels fremsat sin særlige Opfattelse af Arvelighedsfænomenerne; men i de Aar, da Kimplasmateorien fremkom, arbejdedes der meget og gjordes vigtige Opdagelser i Studiet af Cellernes Liv og Bygning. Disse Opdagelser bragte Weismann til