Udviklingslære

308 En hel Del af Forplantningscellerne gaar selvfølgelig til Grunde; men det er fordi de ikke møder deres Komple- ment fra det modsatte Køn; derimod ligger det ikke i deres Natur at gaa til Grunde. Forplantningscellernes Kimplasma har da ligesom de éncellede Organismers Protoplasma fortsat sig kontinuerligt, saalænge der har været Liv. De flercellede Organismer maa følgelig bestaa af to ganske uensartede Slags Celler, nemlig Kimcellerne, d. v. s. dem, der har med Formeringen at gøre, og de somatiske Celler, d. v. s. dem, der danner det egentlige Legeme. Disse sidste kan i deres sammensatte Tilstand som Væv og Organer blive ændrede paa talløse Maader ved Om- givelsernes direkte Indflydelse saavelsom ved særlige Vaner, der har udviklet sig i Individets Levetid; men ingen saadan Ændring kan øve nogen Indflydelse paa de fra dem væsensforskellige Kimceller. Den eneste Forbindelse mellem de to Slags Celler er den, at Kimcellerne afleder deres Næring og Bolig fra Legemscellerne. Kimcellerne er Kimplasmets Opbevaringssted. Kimplasmet stammer fra éncellede Organismer, og som en kontinuerlig Strøm har det fortsat sig gennem alle flercellede Slægtled; men det paavirkes hverken af, at Individets Legeme beskadiges, eller af, at dets Fordøjelsesfunktioner bringes i Uorden. Ved Avlingen blandes to forskellige Individers Kim- plasma, og kun de derved frembragte Variationer ned- arves. Enhver anden Variering falder udenfor Arveover- førelsen. Det kan eksempelvis hos ørnene hænde, at nogle Avlingsvariationer fører til Vingernes kraftigere Vækst; disse Dyr bliver da heldigere stillede end de andre Ørne; de begunstiges af den naturlige Udvælgelse, og de kraftigere Vinger kan ved Arv overføres til deres Unger. Derimod vilde det være „Lamarckisme“, hvilket vil sige forkasteligt, at antage, at Ørnene Slægtled efter Slægtled har tilkæmpet sig deres fortrinlige Flyvedygtighed. Be- tingelsen for, at der ved Avling opstaar ny Variationer af Kimplasmet, er imidlertid, at dette er forskelligt hos de