Udviklingslære

307 Misdannelse vil kunne overføres ved Arv, denne derimod ikke. Han fremsætter dette som en universel Lov, der behersker hele Dyreriget og hele Planteriget, der behersker saavel den sjælelige Verden som den legemlige. En saadan Antagelse er betydelig ældre end Weismanns For- fatterskab, og den har en ikke ringe Udbredelse blandt Opdrættere; men medens tidligere Forskere udtrykte sig forsigtigt, idet de lod Forskellen paa medfødte og erhvervede Egenskaber være en Gradsforskel og altsaa i Virkelig- heden kun mente, at erhvervede Egenskaber nedarvedes med mindre Styrke eller i mindre Grad end de medfødte, saa at Egenskaber, der indøvedes eller erhvervedes Slægtled efter Slægtled, efterhaanden vilde naa en saadan Styrke, at de nedarvedes, saa mener Weismann, at der mellem de to Slags Egenskaber er en virkelig fysiologisk Artsforskel. Paa denne Grundanskuelse opbygger han sin Teori, der paa engang skal forklare den fysiologiske Forskel paa de to Slags Egenskaber og godtgøre Umulig- heden af erhvervede Egenskabers Overførelse. I sin Forklaring gaar Weismann ud fra, at éncellede Organismer, der formerer sig ved Deling eller ved Knop- skydning, er udødelige (se S. 72—73). En saadan Organisme dør ikke; den levende Materie deler sig, men den vedbliver at leve. Ved Delingen opstaar talløse Organismer, af hvilke hver er ligesaa gammel som selve Arten, fordi hver besidder den Egenskab at kunne leve videre i det uendelige ved Hjælp af Deling. Ethvert én- cellet Individ, der i vor Tid lever paa Jorden, er langt ældre end Menneskeslægten og næsten ligesaa gammel som selve Livet. Dette kan imidlertid ikke siges om de højere Organismer, der formerer sig ved Avling, altsaa ved at specialiserede Dele af to Forældre-Organismer indbyrdes forbinder sig. Det vil for disse Organismer være en Fordel at miste Udødeligheden, og Kvalitetsvalget har da ogsaa bevirket, at det kun er deres Forplantningsceller, der er vedblevne at være udødelige i den omtalte Forstand. 20*