Udviklingslære

310 yderligere at gennemarbejde sin Teori med Hensyn til Arvelighedsopfattelserne. I Aaret 1884 havde Str asbur ger og Oscar Hertwig uafhængig af hinanden fremsat den Opfattelse som Resultat af deres Undersøgelser, at Cellekærnen var Bærer af de Egenskaber, der fra Forældrene overførtes paa Børnene, at Cellekærnen altsaa var den egentlige Nedarvnings- substans eller Arvemasse. Efter at have gjort sig bekendt med disse Forfatteres Arbejde omdanner Weismann sin Kimplasma-Teori saaledes, at det kun er en bestemt Del af Kærnesubstansen, der vedbliver at være uforandret gennem hele Individets Udvikling og tillige vedbliver at være Udgangspunkt for ny Udviklingsrækker. Det Kærne- plasma, der er blevet forskelligt fra det oprindelige Kim- plasma, kalder Weismann det histogene, fordi det skal bestemme Nervevævets, Muskelvævets og de øvrige Vævs særlige Ejendommeligheder. Det har en forholdsvis simpel Molekularbygning, hvorimod Kimplasmet har en højst sammensat Bygning. Efterhaanden som Kimplasmet om- sætter sig til histogent Kærneplasma, bliver Molekular- bygningen simplere og simplere, fordi det behøver stedse færre Udfoldningsmuligheder. Det kan imidlertid aldrig tilbagevinde den mere sammensatte Bygning. Efter at Weismann havde offentliggjort denne sin omdannede Lære, fremkom en Del Arbejder af Nägeli, de Vries og Wiesner, hvorefter Weismann paany om- dannede sin Teori; han paastod da, at den Substans, der er Bærer for en Organismearts Arveegenskaber, kun findes i Cellekærnen, men derimod ikke i Æggets og Sædens samlede Stofmasse. Paa dette Punkt slutter han sig alt- saa til Hertwig og Strasburger. Denne Kærnesubstans kalder Weismann nu Kimplasma, og bruger altsaa dette Ord paa en ganske anden Maade end tidligere. Hver Organismearts Kimplasma har en yderst sammensat Byg- ning, der lidt efter lidt er opstaaet, og i denne Bygning kan man adskille simplere og mere sammensatte Bestand-