Udviklingslære

327 uden Sentimentalitet. Naar Tuberkelbacillens Tilstede- værelse er godtgjort, maa Mændene isoleres for sig, Kvinderne for sig. Forhindrer vi ikke Kønnenes indbyrdes Omgang, da er det en Forbrydelse at bekæmpe Mikro- organismerne. Paa hvilken Maade skal vi da erstatte Virksomheden af de Mikrober, som Humaniteten byder os at bekæmpe, idet den fordrer, at Syge skal helbredes? Forfatteren viser hen til Ægteskabslovgivningen. Følger vi den humane Fordring at helbrede de Syge, da maa vi tillige have Ret til at forhindre dem i at forplante sig; men følger vi Humaniteten uden at tage vort Forbehold, da vil vi snart naa en Tid, hvor Racen bestaar af en Hob Individer med alle mulige Sygdomme; ti da hindrer vi Naturen i at bortage de Svage, inden de naar Forplantelses- alderen. Ogsaa Forbryderne maa hindres i at formere sig; man skal udsondre dem, som enhver anden, der er i Stand til at ernære sig selv, men som hindres deri af Laster eller Dovenskab. Ogsaa fra en tredje Side har man rejst Fordring om Isolering og Borteliminering i Kraft af Hensyn til Arve- lighedsforholdene. Det er Kriminalogerne af den italienske Skole, der betragter Forbrydernaturerne som lidende af atavistisk Tilbagefald til lavere Kulturtrins Sømmeligheds- opfattelse. Forbrydertilbøjeligheden, der gennem en Række Slægtled skjult har været til Stede, er brudt frem hos Forbrydernaturen; den er efter Frembruddet blevet mere livskraftig, og Samfundet kan ikke være tjent med, at den gennem Forplantning breder sig videre. Weismannianerne indtager et ligesaa ubetinget Stand- punkt med Hensyn til de gamle Stridsspørgsmaal mellem Videnskab og Religion, og særlig da til Læren om den fri Vilje. Det er klart, at de maa være Determinister af den yderste Fløj, eftersom hele Individets Natur er bestemt dels ved Kimplasmets Ider og Idanter, dels ved de sociale Indflydelser. Siden Voltaires Tid er der tilmed næppe