Udviklingslære

329 vil man bedre forstaa den Fornedrelse fra sin oprindelige Renhed, som Kristendommen undergik ved Kirkefædrene. Disse kastede Filosofi og sund Fornuft ud for alle Vinde for at nedsænke sig i Begreber, der var lige saa pietetsløse som raa. Og naar vi sammenligner deres Lære om dette Punkt (Helvedesstraffene) med den filosofiske Religions Skønhed og Simpelhed, med Ciceros og Senecas Religion, der uden Henvisning til nogen Belønning eller Gengældelse hinsides Graven kunde lære Menneskene at leve hver Dag, som om det var deres sidste, og kunde byde alle Mennesker med Sindsro at tage Afsked med Livet visse paa, at Døden enten er Afslutning paa alt ondt eller Indgangs- døren til en lykkeligere Tilstand, da bliver vi tilbøjelige til at betvivle den almindeligt antagne Mening, at Kristen- dommen har forøget Menneskeslægtens Lykke eller sjæle- lige Udvikling, og vi fristes til enten at ønske Religionen befriet for de dødelige Stænk af Overtro eller til atter at genkalde og forsvare den menneskelige Fornufts For- dringer, saaledes som de blev fastslaaede og forsvarede af Filosofien for mer end 2000 Aar siden. “ Disse Ord af Farrar udtrykker netop Hillers Opfattelse. Han vil ikke angribe Religionen, men han mener, at til Gejstligheden er altid knyttet Dogmetro. Det er Gejstligheden, der systematisk lærer Menneskeslægten at godkende Me- ninger, der er absolut fornuftstridige, hvilket vil sige, at den systematisk fordærver Menneskeslægten. Ti det maa erindres, at det efter Weismannianernes Standpunkt er Traditionen, der udvikler Individets Muligheder, og naar Mulighederne systematisk udvikles forkert, da maa man gaa til Værks som overfor al anden Samfundsfare og alle andre Smittebærere. Gejstligheden maa bortelimineres af Hensyn til den Arv, der overføres gennem Samfunds- traditionen. Til Ultra-Darwinisterne slutter sig endelig Otto Ammon, idet han dog motiverer sit Standpunkt med andre Grunde end de weismannske. Saavidt man kan skønne, slutter han sig til Borteliminationsteoretikerne. „Den mærk-