Udviklingslære

338 Vedkommende blive betydeligt formindsket. Heller ikke for Kunstnernes Vedkommende synes Galton helt at have undgaaet Faldgruber. Ti det behøver ikke at være som Følge af nedarvet Kunstnertalent, at en Kunstnersøn ud- danner sig i Faderens Beskæftigelse; her vil Familietradi- tionen ofte være tilstrækkelig Begrundelse. Paa enkelte Punkter har Galton da ogsaa selv taget sine velovervejede Forbehold; dette gælder saaledes det ovenfor omtalte Punkt, at fremragende Egenskaber overføres dobbelt saa hyppigt i den mandlige Linje som i den kvindelige; ti dette kan, som han paaviser, bero paa, at den kvindelige Begavelse ofte overses; eller det kan bero paa, at Døtre i uformuende begavede Familier ofte har en begrænset Bekendtskabskres, der gør et Valg mindre tiltrækkende for dem, saa de for- bliver ugifte; eller det kan bero paa, at de begavede Kvinder besidder Særegenheder, der gør dem mindre til- trækkende for Manden. Som Grundlag for sine Slutninger fremsætter Galton en Teori, som han selv kalder en modificeret Pangenesislære, men som trods dette Navn nærmer sig langt mer Weismanns end Darwins Opfattelse, idet han stiller sig tvivlende overfor Muligheden af Legems-Cellernes Tilbagevirkning paa de kønslige Ele- menter og følgelig overfor Muligheden af erhvervede Tillæmpelsers Nedarvmng. Han havde selv udarbejdet en Teori om Sæden som Arvebærer: Sæden bruges kun delvis ved Uddannelsen af det enkelte Individ og føres videre til dettes Efterkommere. I alle Hovedtræk er denne Teori nøjagtig den samme som den, Weismann 10 Aar senere fremstillede; men Galton fastholdt stadig, at Teorien ikke gjorde Fordring paa at være den absolut rigtige, da Muligheden for en Forbindelse mellem Sæden og Legemets Væv ikke helt kunde afvises. Weismann afviste fuld- stændig denne Mulighed. Galton søgte at knytte sin statistiske Metode til en eksperimentel. Allerede 1871 fremlagde han i Royal So- ciety en Beskrivelse af Forsøg med Overførelse af frisk Blod for derigennem at prøve Pangenesisteoriens Sandhed.