Udviklingslære

343 Johannsen og Harraca paaviste i det Hele, at Straaets Længde, Kornenes Antal i Akset, Modstand mod for- skellige Sygdomme og Modenhedstiden er gradvis er- hvervede Egenskaber, og de nedarves. Begge Forfattere tager bestemt Afstand fra Weismann, og Harraca paa- viser ligesaa bestemt Forplantningscellernes og de soma- tiske Cellers gensidige Indflydelse paa hinanden. „Be- tragter man en Organisme i fuldstændig Ligevægtstilstand, det vil sige én, der ikke er i Færd med at variere, da kan man sige, at en hvilkensomhelst Funktions Tilstand er en Betingelse forsamtlige øvrige Funktioners Tilstand; ti hvis den ene Funktion ændredes, da vilde den ændre de øvrige Funktioner, der paa en eller anden Maade nød- vendigvis er solidariske med den“. Før Weismann opstillede den skarpe Modsætning mellem medfødte og erhvervede Egenskaber, gik man ud fra, at Forskellen i Arvemulighed kun var en Gradsforskel, at Arven var svagere, naar den stammede fra erhvervede Egenskaber, men at den kunde styrkes ved, at samme Egenskab erhvervedes gennem en Række Slægtled. Jo længere Darwin overvejede dette Forhold, desto utilbøje- ligere blev han til at sætte nogen virkelig Forskel paa de to Slags Arv. Med Alderen ændrede han kendeligt sit Syn saaledes, at han blev mer og mer overbevist om, at Egenskaber, der skyldtes de saakaldte lamarckske Fak- torer, Brug og Ikke-Brug, ydre Indflydelser, kunde over- føres paa Afkommet. Det var dog først efter at Oscar Hertwig havde slaaet fast, at enhver Arvelighedsteori bør staa i Overensstemmelse med vor Opfattelse af Cellens Liv og Bygning, og at Weismann i Henhold hertil havde draget sin skarpe Grænse mellem de to Slags Egenskaber, at Spørgsmaalet om denne Grænses Rigtighed er blevet