Udviklingslære

345 og har først vunden sin fremskudte Stilling med de nyere biologiske Forfattere. Den stigende Klarhed i at stille Spørgsmaalene kan imidlertid ikke siges at være ledsaget af en stigende Klarhed med Hensyn til Begrebsbestemmelserne. Nogle Forfattere begrænser Arveligheden til den rent fundamen- tale Lighed mellem Forældre og Afkom; Arven bestaar altsaa blot i, at Børnene hører til samme Type som For- ældrene. I bestemt Modsætning hertil vægrer andre For- fattere sig netop ved at drage disse Egenskaber med ind under Begrebet Arv. At Ægget af en Høne udvikler sig til Kylling, er ligesaa selvfølgeligt, som at bestemte Vædsker udsondrer bestemte Krystaller; vi har i saadan Tilfælde at gøre med en naturlig Udformning, der ikke kan hen- føres under Betegnelsen Arvelighed. Ingen Mennesker vil fornuftigvis tale om Krystallisation som en Arveligheds- proces. Atter andre Forfattere taler kun om Arv, hvor det drejer sig om Organismer med kønslig Formering, medens andre igen udstrækker Begrebet til enhver Celledeling. Nogle Forfattere sætter i Teorien en meget skarp Grænse mellem erhvervede Egenskaber, der ikke kan overføres, og med- fødte, der kan overføres til Afkommet; men i Virkelig- heden forflygtiger de selv den dannede Grænse. Ti Næringsmidler og Klima, der skal kunne indvirke ændrende paa Kimplasmet, maa dog paavirke dette gennem deres Indflydelse paa Legemet og faar først ved Ændring af disse Processer Indflydelse paa Kimcellerne. Naar nu denne Indflydelse viser sig hos Afkommet, da bliver det som en erhvervet Ejendommeligheds Overførelse til dette, eftersom Ejendommeligheden ikke var Forældre- organismen medfødt. Det samme er Tilfældet, naar en ejendommelig Udformning af Bevidsthedslivet ledsages af Ændringer i Hjærne- eller Nervevæv og disse Ændringer paavirker Kimplasmet. Det er da ogsaa ganske beteg- nende, at hvergang Weismann kommer i Vanskelighed, søger han at klare sig med en Fremgangsmaade, der nu i over hundrede Aar har været paa Mode indenfor store