Udviklingslære

346 Grene af tysk Videnskab, nemlig ved at skælne, ved at opkaste skarpe Grænser eller Kløfter, over hvilke ingen Bro fører. En saadan Kløft opkastede Weismann med Paastanden om den absolutte Forskel mellem det, der til- drager sig med Legemets Celler, og det, der tildrager sig med Sædcellerne; men naar det er givet, at Nærings- midler og Klima kan ændre begge Slags Celler, saa kan den Mulighed ikke afvises paa Forhaand, at ogsaa andre Indflydelser kan ændre den. Hovedhjørnestenen i Weismanns Lære er Antagelsen af en uensartet Arvedeling af Cellekærnen; men „man vil i Weismanns Skrifter forgæves søge Bevis for, at en saadan finder Sted“ (Oscar Hertwig). Kendsgærningerne strider tilmed mod denne Antagelse. Arvedelingen hos Traadalger og Traadsvampe, der er den samme som hos de éncellede Organismer, viser tværtimod, at enhver Celle atter kan blive Kimcelle, og dermed bortfalder Modsæt- ningen mellem Nedarvning af Kimplasmets Ejendomme- heder og af erhvervede Ejendommeligheder. Ogsaa den anden af Weismanns Hovedpaastande, i hvilken han øvrigt finder Tilslutning fra mange andre Sider, at Arve- muligheden ikke strækker sig længere end til Und- fangelsesøjeblikket, fremgaar af en Tilbøjelighed til at sætte skarpe Grænser, hvor Naturen ikke selv sætter saa- danne. Det er ganske uforstaaeligt, hvorfor Virkningerne af en Begivenhed, der indtræder en Uge før Undfangelsen, skal siges at være nedarvede, medens de derimod skal kaldes erhvervede, saafremt Begivenheden indtraadte en Uge efter Undfangelsen. For at undgaa denne Urimelig- hed er det, vi i Kapitel V henfører under Arveligheden alt, som gennem Forældreorganismerne overføres til Af- kommet. Tidspunktet for Arveoverførelsen spiller ingen Rolle for Arvelighedsbegrebet, uagtet man ofte er tilbøjelig til at mene det, og det vilde tilmed stride mod enhver for- nuftig Brug af Begrebet „erhvervet Ejendommelighed", om dette kom til at betegne en Ejendommelighed, der paaførtes