Udviklingslære

352 at fastholde Mandens Billede virker formende paa Fostret. Til denne Forklaring slutter Goethe sig, idet han i „Die Wahlverwandtschaften“ lader Charlotte føde et Barn, der ikke ligner Faderen, men den Mand, som hun elsker. Ogsaa Prosch omtaler i sin Haandbog i Husdyrbrug denne Op- fattelse, men ganske vist for at forkaste den. — Selv om man satte „Erindring" i Stedet for Fantasi, kunde For- klaring umuligt være rigtig for de lavere Dyrs og Planters Vedkommende. Darwin løste Vanskeligheden ved at vise, at fremmed Frø ikke blot paavirkede Moderplantens Æg, men ogsaa dens Væv og derved kunde faa Betydning for det følgende Slægtled. I Analogi dermed mener han, at Handyrets Sæd direkte paavirker Hundyret, og at Paa- virkningen ikke sker indirekte gennem Fostret. Derfor vil der ikke være Grund til at undre sig over, at et illegitimt Barn kan ligne saavel sin legitime som sin illegitime Fader. Af de hyppigst fremdragne Eksempler paa Telegoni skal nogle enkelte anføres. En tam So havde engang kastet Grise ved et Vildsvin; uagtet den senere kun kom sammen med tamme Orner, vedblev dens Afkom dog at bære Præg af det fremmede Blod. — Prosch anfører, at Marx Fugger allerede 1578 fremhævede, at en Hoppe, der havde været sammen med en Æselshingst, ikke senere bærer gode Føl, selv om den bedækkes af de bedste Hingste. Fugger har dog næppe Ret. — I Royal Society oplæste Præsidenten 23/n 1820 en Skrivelse, han havde modtaget fra Jarl Morton, et af Selskabets Med- lemmer. I Skrivelsen meddeler denne, at han 1816 havde ladet en ung kastaniebrun Hoppe af 7/8 arabisk Blod be- dække af en Quagga-Hingst. Føllet lignede Faderen i Form og Tegning. Forældrene bragtes aldrig senere sammen. 1817, 1818 og 1823 fødte Hoppen ved en Blodshingst; Føllene var godt byggede, men de havde saavel i Farve som i Mankens Haar en ejendommelig Lighed med Quaggaen. Selskabets daværende Præsident, Dr. Wollaston, der havde set Dyrene, konstaterede Beret-