Udviklingslære

359 Kendsgerning, at man saavel i Dyre- som Planteverdnen søger at hindre en for stærk Individualisering indenfor en Race ved Hjælp af den allersnævreste Indavl. Troen paa det farlige ved Slægtskabsforbindelser har næppe nogen videnskabelig Oprindelse; den er rime- ligvis udgaaet fra Bestræbelserne for at bevare rolige For- hold i Hjemmet, og først bagefter har man begrundet den dels religiøst, dels tilsyneladende videnskabeligt. Den kan imidlertid ikke begrundes, ligesaalidt som den mod- satte Paastand kan det. Var to nære Slægtninge absolut raske saavel i legemlig som i sjælelig Henseende, vilde Sambyrd mellem dem efter al Sandsynlighed være en Fordel; dette godtgøres tilstrækkeligt ved Opdrætternes Erfaring. Selv om begge Parter har Skrøbeligheder, er Hensynet til Slægtskabsforholdet endnu ikke det afgørende. Først naar Skrøbelighederne gaar i samme Retning hos begge, bliver Sagen betænkelig; men det betænkelige ligger kun i, at der er større Sandsynlighed for, at nær- beslægtede har samme sygelige Anlæg, og disse vil da i forøget Grad nedarves paa Børnene. Dette vil dog ogsaa indtræffe, selv om Forældrene ikke er nærbeslægtede, saa at Spørgsmaalet ikke saa meget bliver om disse Slægtskabs- forhold som om de sygelige Dispositioners Identitet. Da der, som sagt, er større Sandsynlighed for denne Identitet hos nærbeslægtede end hos fremmede, saa vil man kunne nævne en Mængde Tilfælde, hvor Sambyrd har ført til uheldige Resultater; men man vil tillige kunne nævne tilsvarende Tilfælde, hvor Ægtefællerne ikke er beslægtede men bærer samme Dispositioner. Med fuld Ret gør Nisbeth opmærksom paa, at „juridisk" Slægtskab ikke er det samme som fysiologisk Slægtskab. X har en Søn, der ligner sin Moder; hans Broder har en Datter, der ogsaa ligner sin Moder. De to Børn er da juridisk Fætter og Kusine, men fysiologisk og moralsk er de saa godt som fremmede. X har tillige en Datter, der ligner ham selv, og hans Broder har en Søn, der ligner sin Fader; ogsaa disse er juridisk set Fætter og Kusine,