Udviklingslære

370 har haft paa et Dyr, spores hos dets Afkom, da er det ogsaa et tilfældigt Sammentræf. Hvorfra ved Weismann nu dette? Han ved det selv- følgelig ikke; men da det gælder at frelse en forudfattet Teori, saa lader han, som om han ved det. Imidlertid er Kendsgærninger ét og Forklaring af Kendsgærninger et andet. En Kendsgæring er det, at en erhvervet Egen- skab kan genfindes hos Afkommet, og denne Kends- gærning kan ikke holdes ude fra Undersøgelserne om Arv, hvorledes man saa ellers vil bestemme dette Begreb. Det, som skal forklares, er iøvrigt netop den „tilfældige" Overensstemmelse. Som en Slags Forklaring hører man ofte den Me- ning fremsat, at den erhvervede Egenskab for at blive arvelig maa være erhvervet Slægtled efter Slægtled, hvor- imod den ikke kan overføres fra et Slægtled til det næste. Rent bortset fra det selvmodsigende i denne For- klaring — ti kan intet overføres fra et Slægtled til et andet, nytter Ophobningen af Slægtled ikke — hviler Opfattelsen paa en Misforstaaelse af Darwins og Spencers Lære. Darwins Antagelse, at en i Kraft af „Varierings- tilbøjeligheden" fremkommen Nydannelse udfolder sig til fuld Modenhed i Slægternes Løb, saafremt den enten be- gunstiges af Kampen for Tilværelsen eller af de ydre Forhold, hviler netop paa Overbevisningen om, at denne Egenskab straks gaar i Arv til næste Slægtled, og paa lignende Maade forholder det sig med de Tillæmpelser, som Livet medfører. En hel anden Sag er det, at Egen- skaben som Regel bliver fastere og modnes lettere, jo flere Slægtled der har besiddet den, forudsat Forholdene ikke er den imod. Det vilde da ogsaa være ganske ejen- dommeligt, om en lidet udpræget, begyndende Nydannelse kunde overføres til næste Slægtled og af dette i en næsten umærkelig mere udpræget Tilstand atter overføres til det følgende Slægtled, hvorimod en stærkt udpræget Egenskab, der ligeledes var erhvervet, overhovedet ikke kunde have arvelige Følger.