Udviklingslære

369 Henhold hertil, at Raceejendommelighederne nedarves med paafaldende Sikkerhed, ti de er som Regel Resultatet af en gennem et større Antal Slægtled i en og samme Retning gaaende Virkning af de Forhold, under hvilke Dyrene lever („de ydre Forhold “). Jo mindre fæstnede derimod Egenskaberne er, desto mindre Sandsynlighed er der for, at de vil blive nedarvede, dog vil jævnlig An- læget til dem gaa i Arv; men sædvanligt vil det ikke udvikle sig, med mindre dets Frembrud støttes af „de ydre Forhold11. Han tilføjer dernæst, at teoretisk er Arv af Beskadigelser mulig, da man her har at gøre med erhvervede Egenskaber; men praktisk vil det kun ske undtagelsesvis, fordi Beskadigelsen ikke gennemtrænge!* hele Organismen. I Overensstemmelse hermed erklærer A. Oppermann (Hospitalstidende 1900): „Tilpasning til et bestemt Klima er paavist hos en Række af vore al- mindelige Skovtræer, saaledes at det især er Spirings- hastigheden og Tidspunktet for Løvspring og Løvfald samt for Aarsskuddets Modning, der viser sig at arves med Frøet". I Haandbog for Skovbrug udtaler samme Forfatter, at indtil det modsatte er bevist, gør man vel i at regne med Arvelighed i Skoven. Spørgsmaalene, om der forekommer Arvelighed og Racer hos Skovtræerne, og om man ved Kvalitetsvalg kan frembringe særlige Racer, besvarer han med ja. Han henviser til, at til Exempel Snoning optræder paa en saadan Maade, at den næppe alene kan skyldes Indvirkning af ydre Forhold, men maa skyldes Nedarvning af en ved ydre Forhold frembragt Ejendommelighed. Den -Maade, hvorpaa Weismann og hans Disciple søger at forklare Tilfælde af ovenstaaende Art, er ved kort og godt at erklære dem fremkomne ved tilfældige Sammenstød af Omstændighederne. Der fødes af og til haleløse Hunde og Katte, enøjede Føl, Mennesker med forkrøblede Fingre, og hvis det hænder, at en af deres Forældre har en tilsvarende Fejl, saa er det et tilfældigt Sammentræf og intet andet. Hvis den Indflydelse, Dressur Udviklingslære. 24