Udviklingslære

368 samme. — En Mand plejede, medens han sov, at vugge sit Barn med Stød af Foden. Hans næste Barn vuggede sig selv ved at støde højre Fod mod venstre; det tredje Barn havde samme Vane. Fra den fysiologiske Arvelighed er der kun et Skridt til dens Virkning: den sjælelige. Den sjælelige Udvikling er altid underkastet organiske Betingelser. Har lang Tids Øvelse og Brug gjort Hjærnen mer arbejdsdygtig og ændret dens Bygning, da vil Nedarvningen af denne æn- drede Bygning tillige kunne medføre Udformning af højere aandeligt Liv. Et Barn af et Par højt kultiverede Evropæere, opdraget blandt lutter Hottentotter, vil ikke have en Hjærne bygget nøjagtigt som Hottentot-Børnenes. Om Barnet under de givne Forudsætninger kommer til at yde større og bedre Arbejde end de andre Børn, det er en Sag for sig; men det har i sin Hjærnes Bygning en Mulighed for at kunne komme til at yde det. Den snævre Sammenhæng mellem et Organs Byg- ning og den Maade, hvorpaa det arbejder, gør det umuligt at sætte Grænsen mellem legemlige og sjælelige Arvelighedsforhold. Sjælelige Egenskaber nedarves selv- følgelig ikke som saadan, men kun som Anlæg, hvilket iøvrigt ogsaa er Tilfældet med de legemlige, som de følger. Blandt Opdrættere er det en almindelig Tro, at en Egenskab, der er oparbejdet gennem Dressur og Pleje, kan nedarves. Dressuren kan saaledes ændre Bevægel- sernes Godhed, hvilket ogsaa bliver til Gavn for Af- kommet; Røgt og Pleje har indgribende Betydning for hele Dyrets Velbefindende og faar ligeledes Betydning for Afkommet. Paa samme Maade er Vaner, Instinkter, Drifter og Følelser erhvervede og i Tidens Løb blevet Slægtens faste Eje. — „Avlsdyrene, siger Harald Gold- schmidt, kan nedarve saadanne Ejendommeligheder, som de har erhvervet under deres Udvikling og Liv, og Sand- synligheden for, at saadant vil indtræffe, bliver desto større, jo mer disse Ejendommeligheder paavirker eller gennemtrænger Dyret som Helhed taget. Det er netop i