Udviklingslære

372 Individet som for Afkommet. Om Khulanen skriver Sven Hedin: „Næseborene er betydelig større end Hestens. Naar Khulanen nu og da vejrede efter sine Kammerater og lod sin hæse Skryden høre, spærredes de ud til et Par vældige Glugger, omgivne af stærkt spændte Muskler og rettede næsten lige fremad. Khulanens Næsebor staar med ét Ord i Forhold til de store Lunger, hvorom Brin- gens Bredde vidner, og hele Aandedrætsapparatet er tyde- lig beregnet paa fortyndet Luft. Det er derfor ikke uden Grund, at Perserne skærer Næseborene et Stykke op paa de tamme Æsler, der anvendes i Bjærgegnene. “ Skulde der virkelig findes noget alvorligt Menneske, der tvivler om, at den tynde Lufts Indflydelse paa Khulanens Aande- drætsorganer har arvelige Følger, og at en drægtig Khulan, der føres ned paa Lavlandet, hvor Luften er tættere, desuagtet vil føde et Føl med bred Bringe og mægtige Næsebor? Saafremt der virkelig er nogen, der vil benægte det, da kan han imødegaas med en Udtalelse af selve Weismann vedrørende analoge Tilfælde: „Vi kan ikke udelukke Muligheden af, at en saadan Over- førelse lejlighedsvis forekommer, ti selv om den større Del af Virkningen maa tilskrives den naturlige Udvælgelse, kunde der i visse Tilfælde være en ringere Del, der af- hænger af denne exceptionelle Faktor", det vil sige af Klimaets direkte Indflydelse. Vi vender da ud fra de anførte Kendsgærninger til- bage til den Opfattelse, at der ved Fødslen kun er en passiv Modtagelighed, og at Opdragelse og Tradition ud- former Individets Ejendommeligheder, at fordi en Egenskab findes baade hos Fader og Søn, saa er det ikke dermed godtgjort, at Faderens Egenskab har haft Betydning for Sønnens (Buckle). Vort Svar er, at hvis en Mands per- sonlige Ejendommeligheder viser sig med større Klarhed og større Regelmæssighed hos hans egne Børn end hos hans Naboers eller Venners, da vil man ikke paa Arve- lighedsundersøgelsernes nuværende Trin kunne undgaa at kalde dem nedarvede; dette gælder ligesaa vel de sjæle-