Udviklingslære

373 lige som de legemlige Egenskaber. Det skyldes ikke Arv, siger Buckle, det skyldes et Naturspil og kan kun betragtes som en Tilfældighed. Meget vel. Men sæt nu, at én af 50,000 Hunde fødes haleløs, da vil Muligheden for, at dette Tilfælde atter indtræder i samme Hundefamilie i næste Slægtled højst være som 1 til 1,000,000,000; er det saa dog ikke mærkeligt, at det alligevel indtræffer Gang paa Gang i samme Familie hos Renlappens Hunde, ligesom Epilepsi hos Brown-Séquards Marsvin? En Hovedvanskelighed ved at paavise Overførsel af en erhvervet Egenskab kan ofte ligge i Arvens Forklæd- ning, den saakaldte uensartede Arvelighed (se S. 92). De nedarvede Ejendommeligheder er paa ingen Maade begrænsede til Familielighed; der findes i hele Organismen ikke et Organ, ikke en Fiber, som ikke kan foranledige Arveoverføring, og det samme gælder de Funktioner og Evner, der afhænger af Organerne: „Hovedets Størrelse og Form, Benenes, Tændernes, Blodomløbet kan blive Genstand for Nedarvning; det samme gælder Muskler, Nerver, Fordøjelsessygdomme, Blodrigdom eller -mangel, adskillige Sygdomme, Misdannelser og meget andet.“ Darwin tilraader at betragte Nedarvningen af enhver Ejendommelighed som Reglen, Ikke-Nedarvning som Undtagelse. Men allerede hos de Organismer, der for- merer sig ved Deling, viser det sig, at de unge Individer ikke i et og alt er identiske med de ældre; Arvens Ud- formning er prisgivet de Omstændigheder, der bevirker Afkommets Variering, „Variationstilbøjeligheden", saaledes at Arven fremtræder paa anden Maade. Jo mer sammen- sat Organismen er, des mer uensartet kan det nedarvede vise sig; foregaar Formeringen tilmed ved Parring, da vil det blive vanskeligere for individuelle Egenskaber at und- gaa Omdannelse. Jo højere en Organisme er, des mere indviklet er de Livsforhold, hvoraf dens Udvikling af- hænger, des talrigere er de Maader, hvorpaa den maa læmpe sig, des lettere uddannes en uensartet Arv. Arve- lighedsbetingelserne kan ikke skilles fra selve Livs-