Udviklingslære

384 om, at disse Love kun er Regler, som Erfaringen synes at have fastslaaet. De nedarvede Ejendommeligheders Udfoldelse beror saavel paa Kombination af Omstændig- hederne før Individets Fødsel som paa Kombination af Omstændighederne efter denne; man kan tilmed blot paa- pege den Udfoldelse, som er indtraadt, men ikke den, der under andre Omstændigheder kunde være indtraadt, og følgelig bliver det umuligt at forudsige Udfaldet af Arvevalget. Man kan med andre Ord ikke med Sikker- hed beregne Arvevalget i det enkelte bestemte Tilfælde, og et Valg maa nødvendigvis finde Sted, eftersom enhver Organisme arver flere Muligheder, end Livsforholdene sætter den i Stand til at udforme. Selv om man havde aldeles sikkert Kendskab til Arvelighedslovene, vilde det bestemte Tilfælde af Nedarvning dog ikke med Sikkerhed kunne forudsiges, med mindre man tillige fuldt ud kendte Lovene for Omgivelsernes Nyttevirkning. Overfor lidet indviklede Organismer som Bakterierne, hvor Nyttevirk- ningen, som Omgivelserne yder, i væsentlig Grad be- grænses til Ernæringsmaaden, lader Eksperimenter sig bedst anvende (se saaledes de af Harraca fremdragne For- søg) ; men allerede naar man kommer op til Kornsorterne, viser Forholdene sig yderst indviklede (se W. Johannsens Forsøg), og hos de højt sammensatte Organismer vil det hurtigt vise sig umuligt at beregne de Resultater, der fremkommer ved Samspil mellem Fostrets Anlæg og de omgivende Udviklingsbetingelser. Dette forhindrer na- turligvis ikke, at mange Mennesker i deres Drøm om at skabe en fuldkommen Menneskeslægt ogsaa inddrager det stigende Kendskab til Arvelighedslovene; men da Arvelighedens Grænser er selve Livets Grænser, bliver Mulighedernes Udformning ikke til at forudse. Man har, siden Spencer første Gang opstillede sin Arvelighedslære, med mer eller mindre Held søgt at paavise specielle Arvelighedslove; men i Virkeligheden er der ikke gjort noget Fremskridt, der kan stilles ved Siden af den store Fortjeneste, som Spencer indlagde sig ved at anvende de