Udviklingslære

385 samme Principer paa Forklaringen af Nydannelser, som anvendes paa Forklaringen af Gendannelse af tabte Væv- dele. Alligevel har Kendskabet til Arvelighedslovene sin Interesse. Allerede det, at Arvelighedsfænomenerne uaf- ladelig omtales i biologiske og lægevidenskabelige Værker og Tidsskrifter, i Meddelelser og Beretninger fra Hospi- taler og Sanatorier, i Blade for Gartnere og Opdrættere, gør det ønskeligt at have et Overblik over de foreløbige Resultater, til hvilke Undersøgelserne hidtil har ført. Haeckel skælner mellem to Grupper Arvelighedslove; den ene omfatter Lovene for Nedarvning af de Egen- skaber, som Individet selv har arvet (Lovene for den be- varende Nedarvning); den anden omfatter Lovene for de er- hvervede Egenskaber (fremadskridende Nedarvning). Uagtet denne Gruppeinddeling ikke kan helt gennemføres, følger vi den dog her i det væsentligste. A. Den bevarende Arvelighed ved medfødte Egen- skaber. 1. Loven for den uafbrudte eller kontinuerlige Ned- arvning: „Hos de fleste Dyre- og Plantearter ligner det ene Slægtled det andet." Lige frembringer Lige; Forældrene ligner ligesaavel Bedsteforældrene som Bør- nene. De overfører til Børnene Egenskaber, som de selv har modtaget; denne Overførelse kan ligesaa godt bero paa en Arvefunktion som paa en Arvesubstans; som den afbrudte Krystal i Modervædsken antager sin gamle Form, saaledes antager de løsrevne Forplantningsceller og Væv- celler under passende Vækstforhold Organismens gamle Form. Man kan forstaa dem, der mener, at dette ikke er Arv, men en naturlig Vækst, at „Arv“ kun kan be- tegne noget, der er særligt for Individet som Individ (S. 345); men har man først følt Vanskelighederne ved at sondre mellem det individuelle og det typiske, da vil man hurtigt føle Nødvendigheden af at blive staaende ved den Side 91—92 givne Forklaring af Begrebet Arv. Arvelighedslæren bliver da et Udtryk for den Kends- gærning, at Natursammenhængen uforandret er den Udviklingslære. 25