Udviklingslære

383 ikke Funktion uden et fungerende Organ, og der gives intet Organ, uden det styrkes ved Brug og svækkes ved Mangel paa Brug eller ved Overanstrængelse. Det, der er medfødt af det enkelte Individ, er altsaa erhvervet af Slægten, og til Gengæld forbereder Individet gennem sin Virksomhed og sine Erfaringer en ny Slægtsarv. Arve- lighedslæren og Udviklingslæren kan derfor ikke skilles; de udviklede Træk kan være nyttige eller skadelige; begge Slags nedarves, indtil det Øjeblik kommer, da de skade- lige Ejendommeligheder har naaet en Styrke, der fører til Individets Undergang. Naturen borteliminerer, hvad der under de givne Forhold ikke passer, og forsaavidt maatte Spencer finde det rigtigt, naar Joly siger, at Arveligheden er en forstyrrende Kraft; men naar han til- føjer, at den i Livet spiller en mere farlig end velgjørende Rolle, saa vilde han møde bestemt Modstand hos Spencer, der mener ganske det modsatte. Ti samtidig med, at de uheldige Egenskaber, som Slægten har tillagt sig, ophobes Slægtled for Slægtled, ophobes ogsaa de gode, og disse sidste fører fremad, hele Menneskeslægtens Fremskridt hviler paa dem. Vor Samfundsfølelse, vor Moral, vor Politik, Kunst og Industri hviler paa den ved stigende Brug langsomt omdannede Bygning af Hjærnen. Ved Siden af den naturlige Udvælgelse stiller Spencer altsaa Brug og Ikke-Brug samt Omgivelsernes direkte Indflydelse, der forklarer os Kæbernes med Civilisationen aftagende Stør- relse (ved Ikke-Brug); Arveligheden af Nervelidelser frem- kaldte ved Overanstrængelse; Yverets store Udvikling hos Malkeracerne osv. Idet Arven efter de skiftende Forhold snart fører til Opløsning, snart til Udvikling, indgaar den som Faktor i den universelle Udvikling, der ikke er andet end en rytmisk Pulsering, et Ligevægtsfænomen, der falder ind under de almindelige Love for Bevægelse og Rytme. Vender vi os nu til Fremstillingen af de specielle Arvelighedslove, da vil det være rigtigt først at minde