Udviklingslære

390 Væksten (Variationstilbøjeligheden), frister let til Formod- ningen om, at al Arv har Tilbøjelighed til Blanding. 3. Loven om den afkortede eller simplificerede Nedarvning. „En Egenskab, der er Genstand for arve- lig Overførelse, kan efterhaanden dels hæmmes, dels miste sin udprægede Form." Som specieliere Grupper af Tilfælde under denne Lov maa nævnes dels de, der hører ind under Galtons Regressionslov, dels de, der falder ind under Haeckels biogenetiske Lov. Galtons Lov lød, at enhver Ejendommelighed hos et Menneske deles af hans Slægtninge, men gennemsnitligt i lavere Grad. Jo fjærnere Slægtskabsgrad, desto ringere Ensartet- hed. Er Slægtskabet saa fjærnt, at det ikke er værd at tage i Betragtning, da vil selv det mest ejendommelige Familietræk være forsvundet. Hvis Mulatter giftede sig indbyrdes, vilde deres Type bevares, men gifter de sig med Negre, og Børnene atter med Negre og saa videre, da vil det hvide Blod snart være usporligt. Haeckels her oftere omtalte Lov lød, at Individets Udvikling er en sammentrængt Gentagelse af Slægtens; men det er ogsaa kun en sammentrængt Gentagelse, hvor vigtige Trin slet ikke spores. Store Partier af vore Stamfædres Livsløb er bievne saa udviskede, at man i de nuværende Individers Udviklingshistorie næppe finder et Fingerpeg derom. Hele Loven om den simplificerede Nedarvning er da at betragte som en Lov om Arvens Opløsning. I Tidens Løb slides paa Arven, ogsaa den er undeskastet For- andringens Lov; Stabiliteten er kun relativ. Man maatte vente, at dette forholdt sig saaledes, ti den nedarvede Egenskab er aldrig et usammensat Element; den er altid yderst sammensat. Galton opfatter saaledes Menneskets Højde som en sammensat Sum af mer end hundrede Deles Længde og Tykkelse, og disse Dele varierer ind- byrdes uafhængigt af hverandre. 4. Loven om den afbrudte (springende) eller skjulte Nedarvning (Atavisme). „En Egenskab kan skjult være