Udviklingslære

391 til Stede for derpaa pludseligt senere atter at dukke frem". Naar man kan overføre Egenskaber fra Fædrene til Efterkommerne uden selv at synes at besidde dem, da maa man besidde flere Muligheder, end der udformes. Ethvert Individs Vækst udelukker en Del Muligheder, der under andre Forhold kunde være komne for Dagen, og disse Muligheder kan senere gøre sig gældende. Ethvert Bi- drag til Forstaaelse af de Muligheder, der i Arven gen- sidig udelukker hinanden, vilde være et Bidrag til For- staaelse af Racedannelse. Men disse Bidrag vil blive Fremtiden forbeholdt; hidtil har man maattet begrænse sig til at vise, at der findes, hvad Galton vilde kalde „sovende Partiklerder ikke kommer til Udvikling i et Slægtled, men først i et senere. Særligt hos lavere Dyr og Planter kan det ske, at Børnene ikke ligner Forældrene, men at det andet, tredie eller et senere Slægtled atter ligner det første. Dog selv blandt Menneskene kan det ske, at Barnebarnet ikke ligner Forældrene men en af Bedsteforældrene; det samme Forhold kendes fra Husdyrene. Ind under denne Lov falder samtlige Tilfælde af Generationsskifte, hvor Individet antager en Form, der er ganske forskellig fra Forældrenes, og først dets Efter- kommere kommer til at ligne dem. Endvidere hører ind under den samtlige Tilfælde af egentlig Atavisme, Tilbage- fald til en tidligere Form eller Levemaade. Naar vore Husdyr og dyrkede Planter forvildes, undergaar de ikke blot de Forandringer, der svarer til de nye Livsbetingelser, men de kan delvis falde tilbage til Stamformerne. Saa- ledes fremhæves det, at vore dyrkede Kaalarter ved til- sigtet Forvildning falder omtrent helt tilbage til den op- rindelige Form. Haeckel samler de her omtalte fire Love i én Gruppe og benævner dem under ét: Lovene for den konservative Nedarvning. Udtrykket „konservativ" tages da her om det, der blot er bevarende, i Modsætning til det, der er fremadskridende; derimod tages det ikke i Betydning af