Udviklingslære

416 Standpunkt henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede frem hos Condorcet, der skildrer Hyrdefolkenes og de agerdyrkende Folkeslags Kultur som bestemt ved de økonomiske Betingelser; men han lader Ideerne være Drivkraften til Fremskridt. Han lader disse Fremskridt foregaa i ti Perioder, og de staar paa ingen Maade i lige Afhængighed til de økonomiske Forhold. Perioderne er følgende: 1) De primitive Folks. De første Redskaber opfindes; de første Kundskaber indhentes; de første Sam- fundsinstitutioner dannes; Præstekasten afsondrer sig. —• 2) Hyrdefolkenes Periode. — 3) Overgang til Agerbrug. — 4) Alfabetets Dannelse. — 5) Videnskabernes Udvikling indtil Alexander d. Stores Tid — 6) Videnskabernes For- fald. — 7) Korstogenes Tid. Videnskabernes Gen- opblomstring. — 8) Bogtrykkerkunstens Opfindelse. — 9) Descartes’ Periode, da Naturvideraskab og Filosofi fri- gjorde sig for de ydre Autoriteters Aag. — 10) Den franske Revolutions Tidsalder. I Virkeligheden er det altsaa kun de tre første Frem- skridts-Perioder, Condorcet lader afhænge af økonomiske Forhold. De 6 følgende afhænger af Intelligensens Vækst eller Tilbagegang, og den sidste (samt delvis Nr. 7) af politiske Forhold. Ufuldkommen som hele denne Teori var, fik den dog Betydning som indledende Bestræbelse for at danne en egentlig Samfundsvidenskab, idet Condorcet knyttede den til en Lære om Forøgelsen af Livsvarigheden for de enkelte Individer og om Menneske- slægtens uafladelige Fremskridt i Kraft af Menneskets Intelligens. Han udkastede ikke Samfundsutopier, men rent beskrivende, uden forudfattede Hypoteser, hvis Rigtighed det maatte være magtpaaliggende at godtgøre, skildrede han, hvad Fremtidens Samfund kunde og burde være. Det var den franske Oplysningstids sidste Gave til den Revolution, som den selv havde været med til at danne. Ti Condorcets Anvendelse af Samfundsvidenskaben til at forudse, hvorledes Samfundet burde udvikle sig, kom til at betegne et betydeligt Gennembrud, idet den mulig-